Den mørke hemmelighed bag Super Bowl
NFL er så populært som nogensinde, og søndagens Super Bowl ventes at slå alle rekorder. Men bag succesen er en spillerskare med uhelbredelige skader.
- Wow. Sikke et hit!
- Skraldebang!
Sådan lyder det søndag efter søndag fra fans og kommentatorer, når spillerne i NFL hamrer ind i hinanden gang på gang. De voldsomme tacklinger er noget af det absolut mest seværdige ved football og en helt afgørende del af den fysiske attitude, der definerer sporten.
Derfor har det altid været naturligt, at mange tidligere spillere døjer med rygproblemer eller udvikler tidlig gigt eller får ondt i knæet, når det er koldt. Det er den pris, man betaler for penge og berømmelse og hvad der ellers følger med en professionel footballkarriere.
Men som NFL gør sig klar til at holde sin hidtil største fest, når den 50. Super Bowl spilles søndag 7. februar, har ligaen et større forklaringsproblem end nogensinde. Der er nemlig ikke længere nogen tvivl: Det er ikke tilfældigt, at uproportionelt mange eks-spillere udvikler depressioner, Alzheimers og begår selvmord.
Hjernerystelser er blevet NFL’s største hovedpine nogensinde.
- Hjernerystelser er en sag, der er kommet for at blive. NFL har prøvet at begrave det, men det kan man ikke, siger Claus Elming, der er tidligere NFL-kommentator på TV 2 Zulu og TV 2 Sport, og som har skrevet flere bøger om NFL.
Opgøret om hjernerystelser nåede sit hidtidige højdepunkt i foråret. Her nåede NFL nemlig til enighed med mere end 5.000 tidligere spillere, som havde sagsøgt ligaen, fordi de ikke mente, de var blevet godt nok informeret om de mén, de ville få ved at spille. Men siden da har problemet vist sig at være endnu større, og spillerne forsøger nu at få retssystemet til at forkaste aftalen.
- Med alle de spillere, der er berørte af det her, er forliget intet værd. Der er jo tidligere spillere, der er grøntsager. Det opvejer de her penge langt fra, siger Claus Elming.
Skød sig i brystet for at bevare hjernen
Diskussionen om hjernerystelser i NFL er for alvor dukket op inden for de seneste fem år. Ikke mindst i 2012, hvor to tragedier satte hovedskader på dagsordenen.
Junior Seau var kendt som lidt af en jernmand. Siden sine collegedage havde han været et kæmpe talent, en fænomonal forsvarsspiller, der vækkede skræk i de modstandere, han kom imod med sine 113 kilos ren muskelmasse.
Seau spillede i NFL indtil han var 40 år gammel, en uhørt høj alder for linebacker-positionen, som han spillede. Tre år efter at have trukket sig tilbage, 2. maj 2012, skød han sig selv i brystet i sit hjem i Oceanside i det sydlige Californien.
Seau valgte brystet, fordi han ville bevare sin hjerne intakt, så den kunne undersøges for hjerneskade. En obduktion af hans hjerne viste efterfølgende, at han led af hjernesygdommen CTE, der er forårsaget af gentagne hjernerystelser, og som resulterer i svære depressioner.
Jovan Belcher var slet ikke nogen stjerne som Junior Seau. Men han havde alligevel bidt sig fast hos Kansas City Chiefs i en rolle som reserve på forsvaret.
Han var kun 25, da han skød sin kæreste ni gange, inden han kørte hen til Chiefs’ træningsanlæg og skød sig selv i hovedet.
Trods hans unge alder, viste også Belchers hjerne tydelige tegn på CTE.
Unge profiler dropper sporten
Seau og Belcher er blandt 12 tidligere spillere, der har begået selvmord de sidste fire år. Men den dårlige omtale for NFL stopper ikke der.
I foråret 2015 valgte flere unge, lovende spillere at indstille deres karrierer af frygt for hovedskader. Spillere i starten eller midten af 20’erne, som kun havde været i ligaen ganske få år forlod frivilligt spillet inden de havde tjent store penge på det – en hidtil uset trussel mod sportens fremtid.
- Hvor mange flere vil følge og hvor snart? Kommende NFL-spillere, som er 12 år i dag, kommer til at få brug for rigtigt mange tilladelser fra deres forældre for at få lov at spille football. Får de dem? Football er for retten, og beviserne imod det bliver stærkere. Det er overvældende, så hurtigt USA’s favoritsport er gået fra at være fejret til at være kritiseret, skrev Washington Posts klummeskribent Thomas Boswell i marts sidste år.
Også Hollywood er gået ind i kampen mod hjernerystelserne. Filmen ’Concussion’ – det engelske ord for hjernesrystelse havde premiere i USA i slutningen af 2015. Den handler om en læge, der undersøger tidligere NFL-spillere for hjerneskader, og er bygget på en rigtig historie.
Har indført mere sikkerhed
NFL har imidlertid ikke siddet på hænderne og taget imod de PR-tæsk, der har fulgt med mere viden om hjernerystelser.
Dagene, hvor 'concussion' var et fy-ord og kun tøsedrenge forlod en kamp med hovedpine, er heldigvis forbi. I 2013 indførte ligaen en såkaldt hjernerystelses-protokol, som stiller meget højere krav til rehabilitering af hjernerystelser. Den dikterer blandt andet, at en spiller ikke må spille videre i en kamp, hvis han har fået en hjernerystelse, hvilket ofte skete tidligere.
NFL har også forbudt den farligste type af tacklinger, hvor spillerne rammer hinanden hjelm mod hjelm. Laver man en sådan tackling nu, bliver ens hold straffet sportsligt på banen, og man kan som spiller også se frem til en klækkelig bøde fra ligaen.
Alligevel er der ifølge PBS’s Frontline blevet diagnosticeret 199 hjernerystelser i den netop overståede sæson – langt flere end de tre foregående sæsoner. NFL har også officielt bekræftet, at der i år blev diagnostioceret flere end tidligere.
Det høje tal kan dog også tolkes som et positivt tegn, fordi det er et resultat af mere opmærksomhed på problemet.
NFL er en korkprop
Selvom hjernerystelser og hjerneskader skaber elendig PR og endda kan erodere NFL’s spillergrundlag, trives ligaen alligevel som aldrig før. NFL-klubberne er mere værd end nogensinde før, pengene strømmer ind, og den dårlige omtale når tilsyneladende ikke bundlinjen.
- NFL er en korkprop. Du kan godt hive den ned under vandet, men den popper lige op igen. Med tiden glemmer man skandalerne, siger Claus Elming.
Som tidligere spiller i den danske liga mener han selv, at han har haft ”halvanden” hjernerystelse.
- Men jeg ville da aldrig nogensinde have undværet at spille. Jeg elskede at spille. Det er ligesom at have været i krig sammen, og mine bedste venner er stadig fra football den dag i dag. Sådan tror jeg trods alt det er for de fleste. Nogle få fortryder på den lange bane, men for langt størstedelen er det det hele værd.