I sine 24 sæsoner i NFL nåede Morten Andersen kun en enkelt Super Bowl - til gengæld var det hans fod, der sendte holdet afsted.
At en knægt fra Struer med det særdeles danske og uopsigtsvækkende navn Morten Andersen en dag skulle blive den mest scorende spiller i en ukendt liga i en mærkelig sport i et land langt fra den jyske vestkyst, er vel på sin vis det, amerikanerne mener med 'den amerikanske drøm'.
Scoringsrekorden var dog stadig mange sving med venstrestøvlen væk 17. januar 1999 i Minnesota. Hvad der til gengæld var lige for snuden af Morten Andersen var hans vigtigste spark, siden han 22 år tidligere første gang havde sparket til en oval bold.
- Det var et meget kraftfuldt øjeblik, da stilheden sænkede sig totalt, fortæller den nu 55-årige Andersen på en telefonforbindelse fra Atlanta.
- Ingen havde forventet, at vi overhovedet skulle være med i den kamp, erindrer Morten Andersen.
Bookmakerne havde Vikings som favoritter med 11 point, og tidligt i kampen ser det også ud til, at vikingerne skal spise falk til mjøden denne råkolde vinteraften i Minnesota. Falcons laver et hav af fejl og er pludselig bagud med 13 point.
- Men vi troede på det. Da ingen andre gjorde, troede vi på det, siger Morten Andersen.
Og holdet får kæmpet sig tilbage. Helt tilbage, så kampen skal sendes i overtid.
Minnesota Vikings anført af quarterback Randall Cunningham var kæmpe favoritter mod Morten Andersens Falcons. Foto: MORRY GASH / AP
Et spark afgør det hele
I overtid er det i denne kamp første scoring, der afgør kampen.
Og Morten Andersen får chancen for at sparke sit hold i Super Bowl. Rammer han sparket fra 38 yards, er Falcons i sin første Super Bowl nogensinde. Det vil samtidig være en af de største overraskelser i NFL. Og alt det hviler på en dansk venstrefod.
Morten Andersen går frem til det sted, han sekunder senere skal ramme bolden. Tager en dyb indånding og træder tre skridt tilbage som altid. Så afstanden til bolden er helt perfekt.
Spillet sættes i gang. Bolden kommer susende i en tæt spiral fra long snapperen til holderen. Den er lidt lav, men holderen får fat i den. Andersen løber frem mod bolden og rammer den klokkerent splitsekunder efter, den er sat ned foran ham.
Sparket er perfekt. Bolden flyver lige ned gennem midten, gennem målstolperne, og Falcons er i Super Bowl.
- Det var det største øjeblik at se den bold flyve igennem. Personligt var det en kæmpe oplevelse og en kæmpe lettelse, husker Morten Andersen.
Morten Andersen rammer den vigtigste bold i sin karriere klokkerent. Foto: MIKE SEGAR / Scanpix Danmark
Holdets stjerne, quarterback Chris Chandler, omfavner sin danske kicker efter det altafgørende spark. Foto: Mike Segar / Scanpix
Stjernestatus
Morten Andersen havde i 1999 allerede været NFL-spiller i 16 sæsoner. Han var seks gange blevet udnævnt til ligaens bedste kicker, han havde scoringsrekorden for sit tidligere hold New Orleans Saints og han var en del af NFL's All-star hold for 1980'erne.
Men han havde aldrig været så stor en helt som efter det spark, der gav Falcons-fans noget, de aldrig havde fået før og heller ikke har fået siden: En plads i Super Bowl. Og den heltestatus fik han at mærke i Miami, hvor Super Bowl skulle spilles to uger efter kampen mod Vikings.
- Fordi jeg havde afgjort kampen, var jeg pludselig interessant at tale med. Med det samme, vi forlod hotellet, blev vi omringet af fans, fortæller han.
Normalt har NFL-holdene en meget fast rytme igennem ugen frem mod kampen om søndagen. Men til Super Bowl er det helt anderledes. Tusindvis af fans, atleter og berømtheder strømmer til byen for at hædre de to deltagende hold i en hel uge frem mod kickoff.
- Det var et kæmpestort show. Det var helt surrealistisk. Og man bliver suget ind i det der show, og det gik ud over vores forberedelse, siger Morten Andersen.
Morten Andersen var pludselig genstand for ualmindeligt meget opmærksomhed. Billedet her er fra fem dage efter hans afgørende spark mod Vikings. Foto: TAMI CHAPPELL / Scanpix Danmark
En uges fest
Modstanderne i Super Bowl var de regerende mestre fra Denver Broncos. Og når Morten Andersen ser tilbage på ugen frem mod kampen, skulle Falcons have opført sig anderledes end de gjorde.
- Vi manglede erfaringen i den situation, og den havde Denver. De vidste, hvordan de skulle administrere deres tid. Det var ikke nogen fordel for os, at der gik så lang tid inden kampen, mener han.
Da først kampen blev fløjtet i gang, var det helt tydeligt, at der var forskel på holdene. Denver Broncos kom hurtigt i gang, mens opkomlingene fra Atlanta ikke kunne score point.
- Denver var mere cool. Vi kunne godt flytte bolden, men vi kunne ikke score touchdowns. Og så var vi pludselig bagud med 14.
Stillingen ved pausen var 17-6 og i 2. halvleg blev det aldrig rigtigt tæt. Falcons og Morten Andersen taber deres eneste Super Bowl.
- Det tog mig 17 år at nå dertil og jeg nåede aldrig tilbage igen, fortæller Andersen.
Morten Andersen måtte gå fra banen i Miami som taber. Han skulle aldrig vende tilbage til en Super Bowl. Foto: Ed Reinke / AP
Et liv med football
Selvom Morten Andersen aldrig kom tilbage til den største kamp af dem alle, kan han se tilbage på en af de største karrierer, hvis ikke den største, for en kicker nogensinde. I 2007 tog han rekorden for flest scorede point i NFL's historie - et øjeblik, der sammen med sparket mod Vikings er de største for ham.
- Da jeg tog scoringsrekorden, kunne tage min trøje af og give den til min knægt. Det var stort, fortæller han.
- Det er det største, man kan opnå. Men det er et nåleøje. Jeg er stolt over, at man overhovedet kan gisne om det, siger han.
Morten Andersen forlod aldrig rigtig Atlanta igen. Selvom han har spillet for en håndfuld hold siden det første ophold hos Falcons, har byen i Georgia hele tiden været hjem. I dag bor han der med sin familie og bruger sin tid på at træne andre kickere i NFL og på at drive sit konsulentfirma. Og så holder han et skarpt øje på, om hans efterfølger snart er på vej.
- Hvis der kommer et dansk talent, så er jeg klar til at hjælpe. Han skal have held, timing, ressourcer og ikke mindst talent. Men det ville da være fantastisk at få en dansker i NFL igen. Især, hvis det er en kicker.
I august 2015 blev Morten Andersen optaget i Ring of Honor hos New Orleans Saints, hvor han spillede de første 13 sæsoner af sin karriere. Foto: Sean Gardner / Scanpix Denmark
Morten Andersens Atlanta Falcons er altså et af de hold, der aldrig har vundet en Super Bowl. Se dem alle sammen her:
Disse hold har aldrig vundet en Super Bowl
Minnesota Vikings
Purple People Eaters er et af de bedste forsvar i football-historien, men de førte aldrig Vikings til en titel. Foto: AP
Anført af et legendarisk godt forsvar med det legendariske tilnavn 'Purple People Eaters' var Vikings et af de mest dominerende hold i 1970'erne.
Holdet nåede mellem 1970 og 1977 frem til fire Super Bowls, men tabte dem allesammen og er ikke siden nået frem til finalen. Fire Super Bowls uden en sejr er delt rekord med Buffalo Bills.
Vikings var uhyre tæt på at nå en Super Bowl, men tabte i semifinalen i overtid til New Orleans Saints, der siden vandt titlen.
Buffalo Bills
Scott Norwood er berygtet for at brænde et field goal-forsøg i Bills' første Super Bowl-nederlag. Foto: AP
Buffalo Bills står bag en af de mest imponerende stimer af succes i NFL's historie.
Holdet nåede frem til fire Super Bowls i træk - det har ingen andre hold nogensinde gjort, og kun et enkelt andet hold har nået i tre i træk.
Selvom den stime er historisk, huskes den ikke som nogen succes for Bills, fordi holdet tabte alle fire. Særligt det første nederlag til New York Giants er berygtet. Her missede Bills' kicker Scott Norwood et field goal til allersidst, som ellers ville have givet Bills sejren. Det spark har siden inspireret til karakteren Ray Finkle i filmen 'Ace Ventura'.
Philadelphia Eagles
Eagles fejrer sejren over Falcons i semifinalen, men det skulle ikke blive til nogen titel. Foto: Scanpix Danmark
Eagles har været i to Super Bowls, men har tabt dem begge. Senest i 2005, da holdet tabte med tre point til New England Patriots.
Anført af quarterback Andy Dalton har Bengals været blandt ligaens bedste hold de seneste år - men titler er det ikke blevet til. Foto: Scanpix Denmark
Bengals var et godt hold i 1980'erne, hvor de nåede frem til to Super Bowls. Men begge kampe endte i snævre nederlag til Joe Montana og San Francisco 49'ers.
I de seneste år har Bengals været et af NFL's bedste hold, men hvert år er det gået galt for dem i slutspillet.
San Diego Chargers
Chargers havde et revolutionerende angreb i 1980'erne under Dan Fouts. Foto: AP
Anført af quarterback Dan Fouts og træner Don Coryell havde Chargers et historisk godt angreb i 1980'erne med tilnavnet 'Air Coryell'. Spillestilen, der bestod af en masse kast, viste sig dog at være ineffektiv i slutspillet mod de bedste modstandere i koldt vejr. Coryell og Fouts nåede derfor aldrig en Super Bowl.
Chargers' eneste gang i finalen skete i 1995, hvor det blev til et stort nederlag til San Francisco 49'ers.
Atlanta Falcons
Danske Morten Andersen var den helt store helt, da han sparkede Falcons i holdets hidtil eneste Super Bowl. Foto: Scanpix Danmark
En dansk venstreskøjte skabte i januar 1999 en stor overraskelse, da Morten Andersen sparkede Atlanta Falcons i Super Bowl med en sejr over mægtige Minnesota Vikings.
Men Denver Broncos og John Elway var for stærke og gav Falcons et sikkert nederlag i holdets eneste Super Bowl til dato.
Tennessee Titans
Så tæt var Titans på at sende Super Bowl i 2000 i overtid. Foto: Scanpix Danmark
Tennessee Titans har blot deltaget i en Super Bowl, men her stod de til gengæld for et af de mest legendariske spil i historien.
Titans' receiver Kevin Dyson var nemlig millimeter fra at score og sende kampen i overtid, men forsvarsspilleren Mike Jones fra St. Louis Rams stoppede ham i absolut sidste sekund i det, der stadig bare kaldes 'the tackle'.
Carolina Panthers
Steve Smith havde en stor kamp i Super Bowl, men det var ikke nok imod New England Patriots. Foto: Scanpix Danmark
Carolina Panthers er et af de yngste hold i NFL. Holdet kom først ind i ligaen i 1995 og var allerede året efter i en semifinale.
Der skulle dog gå frem til 2004, før holdet kom i en Super Bowl, hvor det efter en tæt kamp blev til et nederlag til storfavoritterne fra New England Patriots.
Panthers har chancen for at få den første titel søndag, når holdet møder Denver Broncos i Super Bowl 50.
Arizona Cardinals
Et af de mest ikoniske spil i Super Bowl - Santonio Holmes afgør kampen for Steelers. Foto: Scanpix Denmark
Det var mødet mellem et af historiens mest succesfulde hold og et af de mindst succesfulde, da Pittsburgh Steelers og Arizona Cardinals mødtes i Super Bowl i 2009.
Og de rige blev rigere, da Steelers sikrede sig sin sjette titel i Cardinals' eneste optræden i Super Bowl hidtil.
Cleveland Browns
Fans iklæder sig papirsposer for at signalere, hvor hårdt det er at se på Browns spille. Foto: Scanpix Denmark
Cleveland Browns er anset som et af de absolut ringeste hold i NFL's historie.
Trods en meget lang levetid har holdet aldrig nået en Super Bowl. Sidst i 1980'erne var holdet godt og nåede tre semifinaler, men kom aldrig hele vejen.
Detroit Lions har end ikke været i en semifinale siden 1992. Foto: Scanpix Denmark
Hvis det ikke er Browns, der er det dårligste hold nogensinde, er det nok Detroit Lions.
Holdet har kun været i en enkelt semifinale i 1992, og her blev det til et stort nederlag til Washington Redskins. Og siden da har holdet ikke vundet en eneste kamp i slutspillet, og har blot to gange i de sidste 15 år fået flere sejre end nederlag.
Jacksonville Jaguars
Jaguars har ikke haft meget succes siden årtusindskiftet. Foto: AP
Jaguars blev først stiftet i 1995 og nåede allerede året efter frem til en semifinale, hvor de tabte til New England Patriots.
Så langt nåede de også tre år efter, hvor det var Tennessee Titans, der slog dem ud.
Trods den flotte start, er det ikke blevet til meget succes siden da.
Houston Texans
J.J. Watt er ligaens bedste forsvarsspiller. Foto: AP
Houston Texans har om nogen en undskyldning for aldrig at have nået en Super Bowl. Det er nemlig NFL's yngste hold.
Texans blev stiftet i 2002 og fik en hård start med meget lidt succes i de første år. De seneste sæsoner har det imidlertid set bedre ud, ikke mindst på grund af ligaens bedste forsvarsspiller i J.J. Watt. Holdet har dog ikke været tæt på en Super Bowl endnu.