Amerikansk fodbold

Morten Andersen igen i betragtning til plads blandt legenderne

Den tidligere NFL-kicker Morten Andersen er endnu engang blevet nomineret til Hall of Fame. 

Det er femte gang at den 56 årige dansker er nomineret til en plads blandt sportens legender, men det er endnu ikke lykkedes at komme i det fine selskab. 

Morten Andersen startede sin NFL karriere i New Orleans Saints tilbage i 1982, inden han senere i karrieren tog til Atlanta Falcons, hvor det også blev til en optræden i den største kamp af dem alle - nemlig Super Bowl. På trods af flere afstikkere til andre klubber, så var det i Falcons at Andersen sluttede karrieren i 2007. Inden da nåede han at blive den mest scorende NFL spiller gennem tiden med hele 2.544 points - en rekord som han stadig er indehaver af. 

Kickere bliver undervurderet

Nu gælder det så 'Class of 2017', hvor Morten Andersen er én blandt kun fire kickere, som er nomineret. Og da danskeren sidste år også var nomineret og blev fravalgt, gav Morten Andersen selv den begrundelse at kickere bliver undervuderet i sporten. Læs hele det interview i artiklen herunder. 

I alt 94 tidligere spillere og trænere er nomineret til Hall of Fame, 'Class of 2017'. Til november bliver listen så barberet ned til 25 semifinalister, inden gruppen igen reduceres til 15 kandidater til januar.

Dagen inden Super Bowl bliver de nye medlemmer så udnævnt. Et sted mellem fire og otte personer optages.