Fire giganter støder sammen på den største scene
Fire knivskarpe hold er klar til at finde deltagerne i årets Super Bowl, når NFL's semifinaler bliver afgjort søndag.
Banen er kridtet op til en episk søndag i USA's mest populære sportsliga, NFL.
På menuen er semifinalerne, de såkaldte conference finals, hvor de to deltagere i årets Super Bowl skal findes. Den kamp skal spilles søndag den 5. februar, men først har vi altså to vaskeægte lækkerbiskener på programmet.
For aldrig før har alle fire hold i semifinalerne været så formstærke som nu. Ingen af holdene har tabt i halvanden måned, og det er aldrig sket før, at alle kommer ind med så stærk en stime.
Garanterede sejrsstime - og leverede
Forretten står på Green Bay Packers mod Alanta Falcons, der tørner sammen klokken 21 dansk tid.
Det er en kamp mellem ligaens vel nok bedste angreb, anført af to af de største offensive profiler i år. Packers-quarterback Aaron Rodgers har i mange år været anset for en af de absolut bedste spillere i NFL, og det gælder ikke mindst i år.
Efter Packers fik sit sjette nederlag i en kamp mod Dallas Cowboys den 13. november, sagde Rodgers, at holdet kunne vinde resten af kampene. To en halv måned senere har de ikke tabt igen, og det skyldes primært holdets leder, der har leveret noget af det bedste spil nogensinde.
- Han vil blive husket som en af de tre største til nogensinde af spille, lød det sidste søndag fra Cowboys' cheftræner Jason Garrett, efter Rodgers' Packers netop havde fået hævn og slået Cowboys ud.
Falcons er historisk lillebror
Hvis der har været ild i Rodgers' kastearm de sidste par måneder, så har søndagens modstander til gengæld brændt modstandernes forsvar ned hele sæsonen. Fra start til slut har Atlanta Falcons været NFL's mest scorende hold, og i quarterback Matt Ryan har holdet favoritten til at blive kåret som årets spiller.
I modsætning til Packers, og de to hold der mødes i den anden semifinale, er Falcons ikke noget traditionsrigt NFL-hold. Mandskabet har aldrig vundet en Super Bowl-titel og har faktisk kun været i den store finale en enkelt gang. Det er i øvrigt med danske Morten Andersen på holdkortet.
Kun få havde da også regnet med, at Falcons ville være så gode i år og ville nå så langt. Derfor kunne man tro, at der ikke var så meget pres på dem, men tværtimod - mange mener netop, at det lægger ekstra meget pres på holdet, at det ikke plejer at nå langt.
- Der er ingen, der har mere at vinde end Matt Ryan og Falcons. Det er langt fra sikkert, at de kommer tilbage hertil. Så det skal udnyttes nu, sagde NFL Networks' analytiker Gregg Rosenthal for nylig.
Falcons er da også ret store favoritter på hjemmebane mod Packers. Og hvis man godt kan lide at se touchdowns burde det være en forrygende oplevelse. Bookmakerne tror på, at der bliver scoret 60 point i kampen, hvilket er meget højt.
Røvhuller og Ondskabens Imperie
Aftenens hovedret, eller dessert om man vil, byder på et sammenstød mellem to af de absolutte giganter i NFL. New England Patriots og Pittsburgh Steelers har tilsammen deltaget i ni Super Bowls i dette årtusinde, og det tal bliver altså uundgåeligt til 10 om et par uger.
Patriots har været det uomtvisteligt bedste hold i NFL siden Tom Brady tog jobbet som quarterback i 2001. Selvom han nærmer sig de 40, er han bedre end nogensinde, og på hjemmebanen uden for Boston har hans hold været ualmindeligt svære at slå igennem årene.
Brady og hans cheftræner Bill Belichick har været så suveræne i så mange år, at Patriots er lagt for had i store dele af NFL-miljøet. Det gælder ikke mindst hos Steelers.
En af holdets profiler, Antonio Brown, livestreamede cheftrænerens tale i omklædningsrummet, da det stod klart, at Steelers skulle møde Patriots. Her kaldte dem for røvhuller og en masse andre skældsord.
Og en lokal avis, Pittsburgh Post Gazette, har lavet et særtillæg, hvor forsiden viser Steelers som oprørerne og Patriots som det onde Imperie i Star Wars-universet.
Formstærke Steelers tager kampen op med overmagten
Det er nu ikke fordi, Pittsburgh Steelers burde have lov til at sætte sig selv i rollen som undermålere. Holdet er det mest vindende i NFLs historie med seks Super Bowl-titler, og to af dem er kommet inden for de seneste otte sæsoner med quarterback Ben Roethlisberger som anfører.
Holdet startede lidt svingende ud på sæsonen, men har fået rettet op på det og ligner nu den offensive maskine, alle forventede de ville være. Samtidig har Steelers også fået godt styr på forsvaret, og det er formentlig det, der er nøglen, hvis mægtige Patriots skal slås i egen hule.
Patriots er da også store favoritter ifølge bookmakerne. Men hvis nogen kan give dem kamp til stregen, er alsidige Steelers formentlig et godt bud i kampen, der skydes i gang omkring klokken 1 dansk tid natten til mandag.