Amerikansk fodbold

40-årige Tom Brady slog ny rekord - regner med at fortsætte

Den levende NFL-legende Tom Brady kastede for flest yards nogensinde i en Super Bowl. Alligevel tabte han og New England Patriots.

Selvom han er blevet 40 år og lige har misset chancen for en historisk sjette Super Bowl-triumf, ønsker Tom Brady ikke at indstille karrieren.

Natten til mandag blev New England Patriots besejret i den 52. Super Bowl, som for første gang nogensinde blev vundet af Philadelphia Eagles.

Inden kampen blev Brady for tredje gang i karrieren kåret som NFL's MVP, most valuable player, og her sagde han, at "I helt sikkert kommer til at se mig spille i næste sæson."

Knap så klar i mælet var han efter Super Bowl-nederlaget, men hans fremtidsplan var fortsat den samme.

- Jeg forventer at komme tilbage, så nu må vi se. Det er 15 minutter siden, kampen sluttede, så jeg vil lige bearbejde det en smule, men jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle komme tilbage, sagde Brady efter kampen.

Quarterbacken kastede for 505 yards, hvilket er flest nogensinde i en Super Bowl. Det var bare ikke nok, da Philadelphia Eagles vandt kampen med 41-33.

New England Patriots havde ellers chancen for at vinde deres sjette Super Bowl og dermed tangere Pittsburgh Steelers' rekord. Brady har været med til at vinde alle holdets Super Bowl-titler.

- Vi havde en god chance, men de lavede et godt spil. De lavede mange gode spil. Vi kæmpede, men fuldførte ikke jobbet. Vi er alle skuffede. Det er surt at tabe, siger Brady.

Også holdets træner, Bill Belichick, var skuffet efter nederlaget.

- Jeg er stolt over, hvordan holdet kæmpede. Desværre var det ikke vores bedste, som er nødvendigt mod et fantastisk hold som Eagles. Det var ikke nok. Vi var ikke i stand til at yde det bedste, og jeg gjorde det selvfølgelig ikke godt nok. Vi missede mange offensive muligheder i første halvleg og spillede ikke godt nok defensivt, sagde han på pressemødet efter kampen.

Tidligere på sæsonen rapporterede det amerikanske medie ESPN om uro og uenighed mellem Belichick og Brady, men det blev siden afvist af parterne.

Belichick vil formentlig også gøre alt for at få Brady til at fortsætte. Det er en spiller, der har rekorder som flest optrædener i Super Bowl, flest Super Bowl-sejre som startende quarterback og flest vundne kampe af alle quarterbacks nogensinde.