Dansker regnes blandt de største talenter – kan blive historiens tredje NFL-dansker

16x9
Hjalte Froholdt er tæt på at nå sin drøm om en plads i NFL. Foto: Icon Sportswire / Icon Sportswire via Getty Images

Danske Hjalte Froholdts evner til at blokere modstanderens forsvarsspillere er så gode, at han spås en fremtid på den største sportsscene i USA.

- Den, der har evnen, har pligten.

Et ordsprog, Hjalte Froholdt var træt af at høre fra sin far, da han voksede op. Men i dag lever han selv efter det.

- Det var irriterende at høre på, men det er rigtig nok. Man har pligten til at gøre det bedre. Man skal altid stræbe efter at opnå mere hele tiden og aldrig være komfortabel med situationen.

Det er svært at være så langt væk

Hjalte Froholdt om afstanden til sin familie

Den 22-årige dansker er godt på vej mod at opnå noget, som synes så umuligt, da han som ung knægt prøvede kræfter med amerikansk fodbold for første gang. At spille i National Football League, NFL. Verdens ubetinget mest prestigefyldte liga for amerikansk fodbold. Hvis han lykkes med det, vil han blive den tredje dansker i historien efter Hans Nielsen og Morten Andersen til at spille en NFL-kamp.

- Jeg har altid haft mentaliteten med at arbejde og blive ved med det. Selvom jeg ikke er den mest atletiske eller den fysisk største, så bliver jeg ved med at arbejde. Jeg stopper aldrig. Uanset de nederlag jeg får undervejs, så bliver jeg ved, siger Froholdt.

Der har dog været mere succes end nederlag i hans karriere indtil nu. Til april kan der være endnu mere godt i vente. Her får de 32 NFL-hold lov til at vælge de bedste college-spillere i draften. I alt 254 spillere vælges over syv runder.

Kort om Hjalte Froholdt:

Alder: 22 år

Fødeby: Svendborg

Position: Venstre guard, men kan også spille center og højre guard

College-hold: Arkansas Razorbacks

I maj var Froholdt udvalgt af NFL.coms draft-analytiker Chad Reuters som nummer 45 af de spillere, der skulle holdes ekstra øje med. Med en bemærkning om, at Froholdt formentlig var det største talent i hele draften på sin position.

Halvvejs inde i sin sidste college-sæson kæmper Froholdt nu for at forbedre sine chancer om at blive valgt og ende på et NFL-hold, når sæsonen går i gang. Over 7.700 kilometer væk fra sine forældre, søster og bror.

- Jeg har et meget stærkt familiebånd, så det er svært at være så langt væk. Virkelig svært. De er selvfølgelig glade på mine vegne, og de hjælper mig hele tiden, så jeg kunne ikke bede om en bedre familie, siger Froholdt om familien, der forsøger at komme ofte over og se ham spille.

Længslen efter familien er dog ikke stor nok til, at han vil give op på sin drøm. Sådan er han ikke som person.

Vil udleve sin drøm

Hjalte Froholdt var end ikke blevet teenager, da han gik med drømmen om at komme til USA for at blive udvekslingsstudent.

Allerede dengang gjorde han sig tanker om, hvordan han skulle få venner, mens han studerede på den anden side af Atlanterhavet. Han fandt frem til, at det var bedst at begynde til sporten med den ovale bold.

Efter nogle prøvetræninger i den lokale klub Svendborg Admirals meldte han sig som 12-årig ind i klubben.

Fire år senere stod han klar til at tage af sted mod landet, hvor bilerne, supermarkederne og drømmene var større. Han ville se, hvad det var, folk snakkede om, når den amerikanske drøm blev nævnt.

- Jeg har altid rejst meget rundt med familien. Efter vores ture fik jeg en stor lyst til selv at komme af sted. Det samme med min søster. Hun ville på efterskole i Danmark, og det ville jeg egentlig også. Men det var enten eller. Så ville jeg hellere tage min 10. klasse i USA.

Planen var, at det kun skulle være for et år. Derfor var det egentlig ikke så hårdt for Froholdt at sige farvel til familien. Han vidste, han skulle tilbage og gå på gymnasiet i Danmark.

Men først ventede et år på Warren G Harding High School i det nordøstlige Ohio. Her fik Froholdt lov til at spille en masse amerikansk fodbold. På dette tidspunkt vidste han ikke selv, han havde et talent. Han elskede blot sporten og ville vinde med sine holdkammerater over ’de andre’. Udover det spillede han ikke for at opnå noget.

Det ændrede sig i slutningen af hans år på skolen.

- Jeg tænkte, at college ville være fedt, men det var ikke førsteprioriteten. Så kom min træner pludselig og fortalte, at hvis jeg blev ved med at arbejde hårdt, så var der en chance for, at jeg kunne komme på college-holdene, fortæller Froholdt.

Selvom jeg ikke er den mest atletiske eller den fysisk største, så bliver jeg ved med at arbejde. Jeg stopper aldrig

Hjalte Froholdt

Hans hårde arbejde gav gevinst. Interessen steg fra college-holdene, og han fik et stipendium og dermed et økonomisk tilskud til at kunne studere ved siden af at spille i college-ligaen. Det gav en stor lyst til at fortsætte.

- Jeg ville gerne udleve min drøm om at spille i college. Da jeg boede i Danmark, havde det virket så urealistisk.

Drømmen måtte dog sættes på pause i et år, da han ikke kunne dyrke sport i den samme stat to år i træk med et visum som udvekslingsstudent. Derfor vendte han hjem.

I denne periode boede han hos familien, som var flyttet til Malmø, gik i skole på Amager og spillede i klubben Søllerød Gold Diggers. Der var dog også tid til, at han kunne tage med sin far tilbage til USA for at se på de forskellige colleges, han havde fået tilbud fra.

Store skoler som Ohio State, Florida State, Alabama og Michigan State blev alle afvist. Han var ellers tæt på skrive under med sidstnævnte, hvor Danmarks hidtil eneste NFL-spiller, Morten Andersen, gik.

Kort inde i december 2013 skrev han i stedet under med University of Arkansas.

Hjalte Froholdt manglede fortsat et års skole, inden han var klar til college. Det begyndte han på i sommeren 2014 hos IMG Academy i Florida, som var en slags forberedende kostskole primært henvendt til sportsatleter.

Efter det var han klar til at rykke til Arkansas og et skridt tættere på NFL-drømmen.

Stopper aldrig med at arbejde

På dette tidspunkt var Hjalte Froholdt en spiller, der var opmærksomhed omkring i USA. Der var trods alt også 12 colleges, som havde sendt ham et tilbud.

Disse danskere kæmper også for at komme i NFL

  • Andreas Knappe: Spiller offensive tackle. Blev ikke draftet i 2017, men Atlanta Falcons hentede ham efterfølgende. Han klarede dog ikke cuttet til den endelige trup, ligesom han også er blevet siet fra hos Washington Redskins, Indianapolis Colts og Denver Broncos.
  • Simon Mathiesen: Er ligesom Morten Andersen kicker. Blev ikke draftet i 2017 og har fortsat til gode at være hos et NFL-hold. Var med til at vinde det amerikanske mesterskab på næstbedste college-niveau og var den kicker i college, som lavede flest point i hans sidste to sæsoner.

Anerkendte medier som ESPN og 247 Sports havde rangeret Froholdt som henholdsvis nummer 98 og 93 på en liste over de mest lovende talenter, der begyndte på college. Begge medier havde ham eksempelvis langt foran Sam Darnold, som blev valgt som nummer tre i årets draft.

Hos Arkansas Razorbacks blev Froholdt af det amerikanske medie Bleacherreport kåret som den bedste ud af de 23 nye spillere på holdet.

Han var gået fra at være en ukendt spiller fra Danmark til at være en spiller, der var forventninger til. Alt sammen via hårdt arbejde. Den evne, tror han selv, han har fået fra sine forældre.

Moderen boede de første 16 år af sit liv i New Zealand, og da hun kom til Danmark, blev hun mobbet, fordi hun ikke kunne snakke sproget. Så lærte hun flydende dansk på et år. I dag har hun en kandidatgrad i pædagogisk psykologi, og en Ph.D. i psyko-socialt kommunikation.

Hjalte Froholdt (i den røde dragt) forhindrer forsvarsspilleren i at komme ind til quarterbacken.
Hjalte Froholdt (i den røde dragt) forhindrer forsvarsspilleren i at komme ind til quarterbacken. Foto: Wesley Hitt / Getty Images

Hans far begyndte i en tidlig alder at sejle på Skoleskibet Danmark. Her arbejdede han sig fra styrmand op til at blive kaptajn.

- Hvis man arbejder hårdt, så kommer tingene til dig. Det, tror jeg, har givet mig en fordel. Jeg har selvfølgelig også fantastiske gener. Men det andet er ikke kommet af sig selv. Sådan har mine søskende det også.

Under mentalt pres

Det var i forsvarsdelen på holdet, at Hjalte Froholdt arbejdede hårdt. Det var der, han havde spillet hele sin karriere og vist sig frem.

Men i foråret 2016 ændrede det sig. Trænerne hos Arkansas Razorbacks besluttede at flytte ham over på angrebet. Så i stedet for at jagte spilleren, der kaster bolden (quarterbacken), skulle han nu til at forsvare ham.

Hjalte Froholdt er en del af den offensive linje, som er de fem spillere, der skal beskytte quarterbacken (QB) og blokere for runningbacken (RB). Froholdt spiller primært venstre guard (LG), men har i denne sæson også spillet center (C) og højre guard (RG).
Hjalte Froholdt er en del af den offensive linje, som er de fem spillere, der skal beskytte quarterbacken (QB) og blokere for runningbacken (RB). Froholdt spiller primært venstre guard (LG), men har i denne sæson også spillet center (C) og højre guard (RG). Foto: CoachYouths/TV 2

Det krævede en helt anden tilgang til spillet. Han sammenligner pladsen på den offensive linje med at være kicker, som Morten Andersen var det. Det gælder om at være perfekt hele tiden.

- Jeg skal gøre det rigtigt hver gang. Hvis jeg har 70 gode spil og misser ét spil, hvor jeg giver et sack (hvor forsvaret nedlægger quarterbacken, red.) og vi måske mister bolden, så har jeg spillet en dårlig kamp.

- På den defensive linje er det omvendt, for der kan du spille dårligt en hel kamp, men hvis du laver et vigtigt sack til sidst, så bliver du helt. Det kræver rigtig høj ydeevne at kunne spille på en offensiv linje. Hvor samarbejdet med de andre på linjen skal kunne fungere for at undgå fejl.

I denne sæson har fejlene været flere hos Froholdt. Sidste år spillede han på et stabilt højt niveau. Blandt andet fordi han kunne stå i skyggen af sin holdkammerat på den offensive linje Frank Ragnow. Det var ham, alle kiggede på.

Ragnow spiller nu i NFL, efter han blev valgt i første runde af dette års draft. Derfor er det nu Froholdt, som har fået meget medieomtale på holdet. Det var noget, han skulle vænne sig til.

- Der er mere pres på. Football kommer naturligt til mig, men det mentale har ændret sig. Det er nok den største udfordring.

Holdets træner havde i optakten til sæsonen også meget fokus på det mentale aspekt. Froholdt har ikke nogen personlig mentaltræner ansat, men han har fået råd af klubbens mentaltræner. Ligesom han også snakker med sin mor omkring det.

I de sidste par uger er fejlene blevet minimeret. Froholdt mener, han har fundet opskriften på at få sig selv til at præstere bedst muligt. Det handler om at løse sine egne opgaver og at have tillid til holdkammeraterne.

- Spillerne omkring mig spiller bedre, når jeg spiller bedre. Og det gør jeg, når jeg fokuserer på mit eget spil først og stoler på, de andre løser deres opgaver godt nok. Det er jeg begyndt på nu.

Han beskriver selv sin læring som at stå for bunden af et bjerg og kigge op på spidsen, inden det skal bestiges.

- Hvis jeg kigger for meget op på bjergsiden og tænker NFL hele tiden, så kommer jeg til at vælte ned ad bjerget, fordi jeg ikke ser, hvor jeg går. Men hvis jeg kigger ned på mine fødder og tager et skridt ad gangen, så kan jeg bevare fokus, fortæller han.

Den opskrift kan vise sig afgørende for, at han når sin drøm. Han er nemlig ikke langt fra at kunne plante sit flag på toppen af NFL-bjerget.