Amerikansk fodbold

Fem ting du skal vide om college football

College football er noget ganske særligt. TV 2 SPORT viser seks kampe lige før nytår. De kaldes New Year's Six. Ronald Martinez / Ritzau Scanpix

Peach Bowl, Cotton Bowl, Orange Bowl. Her kan du lære det væsentligste, inden TV 2 SPORT viser college football både før og efter nytår.

Det er fedt, college football. Sådan lyder den kortest mulige opsummering af nytårets begivenheder i amerikansk fodbold.

Men det skiller sig også lidt ud, college football. Både fordi det flere steder er større end NFL – eksempelvis er 15 ud af de 16 største stadions i USA hjemmebane for collegehold. Men college football skiller sig også ud fra professionel football, hvor endagsbegivenheden Super Bowl er årets klare højdepunkt, fordi der i college er d en lang række store kampe, bowls.

Nytåret bliver et festfyrværkeri med New Year’s Six, der er en samlet betegnelse for de bowls, vi viser direkte på TV 2 SPORT i årets sidste weekend.

I den anledning bringer vi har listen over fem ting, du skal vide om college football:

  1. NCAA organiserer College Football-mesterskaberne i USA - og det er kun ulønnede footballspillere på de respektive universiteter, der må være med. Det er med andre ord kun for amatører.
  2. 130 universitetshold dyster hele sæsonen i den bedste række, Division I.
  3. Holdene er inddelt i 10 conferences. SEC, Big Ten og PAC-12 er nogle af de største.
  4. Sæsonerne afsluttes med de såkaldte "bowl games", hvor de bedste hold inviteres til de afsluttende kampe på baggrund af sæsonens resultater.
  5. Siden 2014 har man spillet et mini-slutspil, hvor de fire bedst rangerede hold spiller to semifinaler og én finale om mesterskab. "The National Championship"

Små regelændringer

Spillet på banen er amerikansk fodbold, som vi kender det fra NFL. Der er dog nogle få regelændringer. Her er fem forskelle, der er værd at notere.

  1. En receiver skal kun have én fod inde på banen – i NFL skal begge fødder ramme jorden
  2. En spiller er nede, så snart jorden røres med andet end hænder og fødder – i NFL skal man også røres af en modstander, når andet end fødder eller hænder er i kontakt med jorden
  3. Tiden stopper ikke ved Two minute warning – den gør den i NFL
  4. Både extra point og 2-point conversions er fra 3-yard-linjen – I NFL snappes bolden fra 15 yards-linjen på extra points.
  5. I overtime har begge hold et angreb – i NFL trækkes der lod for at finde ud af, hvem der skal angribe først (se detaljerne i faktaboksen).  I NFL har begge hold også et angreb med, mindre der scores touchdown på første drive.

Overtime i college football

I tilfælde af uafgjort går kampene ud i overtime. Her trækkes der lod om bolden og baneende. Derefter er reglerne: 

  • Hvert hold får bolden én gang hver fra 25 yard-linjen.
  • Flest point vinder. Nye forsøg, hvis det stadig er uafgjort.
  • Ingen game clock, kun play clock.
  • Tvungen 2-point-conversion efter 3. OT.

Ud over New Year’s Six viser vi også National Championship direkte på TV 2 SPORT. Her følger sendeplanen:

Lørdag den 29. december

  • Peach Bowl klokken 18
  • Cotton Bowl klokken 22
  • Orange Bowl klokken 02 (natten til søndag)

Tirsag den 1. januar

  • Fiesta Bowl klokken 19
  • Rose Bowl klokken 23
  • Sugar Bowl klokken 02.30 (natten til onsdag)

Mandag den 7. januar

  • National Championship klokken 02 (natten til tirsdag)