Amerikansk fodbold

NFL-afgørelse aldrig set før: - Jeg har det forfærdeligt

Bears-kickeren Cody Parkey missede muligheden for at afgøre slutspilskampen mod Eagles, da to stolper stod i vejen for hans spark kort før tid.

Der er øjeblikke i sport, hvor der sker noget, som kommer til at blive husket for altid. Det var sandsynligvis tilfældet i kampen mellem Chicago Bears og Philadelphia Eagles i NFL’s slutspil.

Med ti sekunder tilbage af knald-eller-fald-kampen ved stillingen 16-15 til de gæstende Eagles havde Bears muligheden for at sætte tre point på tavlen og spille sig videre til det, der svarer til kvartfinalen. Alt, det krævede, var et 43 yard field goal fra hjemmeholdets kicker, Cody Parkey.

Men han missede på den mest bitre måde muligt. Den ovale bold ramte først stolpen til venstre, hvorefter den faldt ned på tværstangen, før den fløj tilbage på den forkerte side af banen. Det betød exit for favoritterne fra Bears.

- Jeg har det forfærdeligt, sagde Cody Parkey efter kampen til den samlede presse.

Han virkede fattet. Han vidste godt, at han netop havde fod på et spark, som alle kommer til at tale om, analysere og kritisere til ukendelighed.

- Det er én af de værste følelser at skuffe sit hold.

- Det er min skyld. Jeg er nødt til at være en mand omkring det. Desværre er det sådan, det gik i dag, tilføjede Cody Parkey.

Stolpen har ikke været hans ven i denne sæson. I en kamp mod Detroit Lions ramte han utrolige fire af slagsen.

Cheftræneren måbede

Cheftræneren for Bears, Matt Nagy, havde i øjeblikket efter det brændte spark en ansigtsgrimasse, som indrammede situationen meget godt. I flere sekunder stod han forstenet og måbede uforstående over, hvad der netop var sket. På pressemødet efter kampen var han også fåmælt.

- Vi har ikke talt sammen endnu. Det er hårdt og en svær situation, sagde Bears-cheftræneren om sin kicker på pressemødet.

Efter det brændte spark gav Bears-fans den uheldige kicker en hård medfart, og soundtracket til Cody Parkeys vej mod omklædningsrummet var således højlydte buhråb. Dette fik Bears’ Carles Leno til at rase.

- Skam jer. I er ikke i vores situation. I ved ikke, hvor hårdt det her er, siger han.

Eagles-træneren forsøgte at psyke

Cody Parkey havde ingen problemer med at sætte bolden mellem stængerne første gang, men hurtigt stod det klart, at Eagles’ cheftræner, Doug Pedersen, i øjeblikket inden havde taget en timeout for på den måde at håbe på at psyke kickeren og få ham til at tænke over, hvad der var på spil.

Den beslutning viste sig at blive en succes, og derfor kan de forsvarende Super Bowl-mestre nu forberede sig på at møde New Orleans Saints i den kommende weekend.

NFL har mandag aften dansk tid bekendtgjort, at bolden blev ramt en smule af en Eagles-spiller, og det står nu som listet som et blokeret field goal.

Aldrig er en kamp endt på en sådan måde, og at det så ovenikøbet skete i en playoff-kamp, gør det bare til et endnu varmere tema.

NFL.com har samlet en del umiddelbare reaktioner på Twitter fra folk med tilknytning til ligaen. Her er fællesnævneren overraskelse og medfølelse:

- Det er nedslående, skriver den tidligere receiver Eddie Royal, som blandt andet har tørnet ud for Chicago Bears.

- Hvordan i alverden slutter ens sæson sådan dér? spørger tidligere Eagles-spiller og nuværende ESPN-ekspert Emmanuel Acho retorisk.