Amerikansk fodbold

Patriots sikrer Super Bowl-hattrick efter overtid

Dette års Super Bowl bliver et opgør mellem New England Patriots og Los Angeles Rams.

New England Patriots har for tredje år i træk spillet sig frem til finalen i NFL, der er topligaen for amerikansk fodbold. 

Patriots sikrede sig en plads i Super Bowl med en udebanesejr på 37-31 over Kansas City Chiefs natten til mandag dansk tid. 

Efter de ordinære fire quarters havde begge hold scoret 31 point, men et touchdown af Rex Burkhead i overtiden sikrede Patriots sejren. 

- Overtid, på udebane, mod et fantastisk hold. Det krævede alt, siger holdets legendariske quarterback Tom Brady om den hårdt tilkæmpede sejr. 

Kansas City Chiefs var efter første halvdel af kampen bagud med 0-14. I fjerde quarter eksploderede opgøret, da de to hold sammenlagt scorede 38 point, hvoraf der stod Chiefs på de 24. 

- Det var frem og tilbage, og vi havde mulighederne, siger cheftræneren for Kansas City Chiefs, Andy Reid. 

- Du sidder her og tænker tilbage på et ret godt år, men det kommer til at gøre ondt et stykke tid, siger han om nederlaget. 

Los Angeles Rams bliver modstanderen i Super Bowl den 3. februar. Rams kneb sig også videre i overtid mod New Orleans Saints. 

Patriots og Tom Brady tabte sidste års finale til Philadelphia Eagles. 

I 2017 førte Brady an i et historisk comeback, da Patriots vandt 34-28 mod Atlanta Falcons efter at have været bagud med 3-28 i tredje quarter. 

Den 41-årige Tom Brady har fem gange vundet Super Bowl med Patriots, og kan overgå Payton Manning, der som 39-årig er den ældste quarterback til at vinde en finalekamp. Brady kan også blive den første til at vinde seks gange.