Amerikansk fodbold

NFL-hold fritstiller dansker

Andreas Knappe er færdig i Denver Broncos.

Heller ikke i sin fjerde klub lykkedes det danske Andreas Knappe at få debut i NFL.

Andreas Knappe har gennem flere år drømt om at blive den anden dansker til at spille i NFL efter Hans Nielsen og Morten Andersen.

Den drøm led natten til tirsdag et nyt knæk, da han blev fritstillet i klubben Denver Broncos. Det fremgår ifølge NBC Sports af NFL's liste over handler, ligesom danskeren heller ikke er at finde på Broncos' hjemmeside.

27-årige Knappe, der spiller offensive tackle, har døjet med flere skader i løbet af den forgangne sæson, men fik alligevel sin kontrakt forlænget i starten af året.

Han har tidligere været på kontrakt hos Atlanta Falcons, Indianapolis Colts og Washington Redskins, hvor han heller ikke tilspillede sig en plads på holdet til kampene i NFL.

Alle steder har han været en del af træningstruppen - den såkaldte practice squad - som tæller ti spillere, der må træne med klubbens kamptrup.

Det var også tilfældet i Denver Broncos, men i løbet af 2018 døjede han med både en hjernerystelse og senest en kraftig forstrækning i låret, der afsluttede hans sæson i slutningen af november, efter at han i oktober blev hentet tilbage til Denver på en practice squad-kontrakt.

Dermed skal han sætte sin lid til, at en ny klub vil give ham chancen.

Fritstillingen sker en uge før, at der draftes i NFL. Her håndplukker NFL-klubberne de bedste spillere fra de amerikanske universiteter.

Danske Hjalte Froholdt er på forhånd udset som en af de spillere, der kan blive valgt i draften.