Froholdt får fuld spilletid – ligner sikker mand på NFL-hold, siger ekspert

16x9
Hjalte Froholdt fik fuld spilletid for anden optaktskamp i træk for New England Patriots. Foto: Rick Musacchio / Ritzau Scanpix

Hjalte Froholdt har spillet fuld tid for New England Patriots i holdets to første optaktskampe. Det lover godt for hans muligheder, vurderer ekspert.

Der er stadig mere end to uger til NFLs første grundspilskamp går i gang.

Men for mange spillere er NFL-holdenes fire optaktskampe af enorm betydning. Holdene skal nemlig skære en masse spillere fra, inden sæsonen går i gang.

Jeg er meget sikker på, at han ender på det endelige hold

Claus Elming, NFL-ekspert hos gulklud.dk

Danske Hjalte Froholdt er en af de spillere, der kæmper for en plads hos de forsvarende mestre New England Patriots. Og her har den store dansker fået fuld spilletid i de to første kampe.

- Det er kun et sundhedstegn, at Hjalte spiller fuld tid i begge kampe. Patriots giver ham al den spilletid han kan få, så han kan blive så god som muligt så hurtigt som muligt, siger Claus Elming, NFL-ekspert hos gulklud.dk.

Froholdt spiller på den offensive linje, hvis primære formål er at beskytte den angrebsspiller, der har bolden.

Han har bidraget til, at Patriots har vundet sine to første kampe mod henholdsvis Detroit Lions og Tennessee Titans. Imod sidstnævnte noterede danskeren sig dog også for to straffe, kaldet 'penalties'.

Han blev valgt i NFL-draftens fjerde runde ud af syv mulige i år og er således førsteårsspiller i ligaen.

Alsidighed kan blive afgørende

På den offensive linje er der fem pladser, og Hjalte Froholdt har allerede spillet på to af dem i sine to første kampe.

Og Froholdts alsidighed kan vise sig at få afgørende betydning for danskerens fremtid.

- Et af cheftrænerens (Bill Belichick, red.) mantraer er, at man som minimum skal kunne spille på to positioner. De vil have Hjalte til at kunne gå ind på flere pladser alt afhængigt af, hvor der er behov for det, siger Claus Elming.

Patriots skal skære det nuværende 90-mands store hold ned til 53 spillere senest den 31. august, og de har stadig to kampe til at se sine spillere an.

Mange spillere på holdet fået betydeligt færre minutter på banen i forhold til Hjalte Froholdt. Ifølge Claus Elming er det et tegn på tillid til danskeren.

Derfor regner han også med, at Hjalte Froholdt har et job, når NFL-sæsonen går i gang.

- Jeg synes, at han har gjort det vanvittigt godt indtil videre. Efter de her to kampe er jeg meget sikker på, at han ender på det endelige hold. Det er egentlig også oplagt, for Patriots drafter ham ikke i fjerde runde for derefter at smide ham på porten, siger Claus Elming.

NFL-sæsonen starter natten til den 6. september.