NFL-stjerne nægter at træne på grund af hjelm

16x9
Antonio Brown er utilfreds med sin hjelm, og det har holdt ham af banen. Foto: Ritzau Scanpix

Oakland Raiders’ Antonio Brown er ikke med i holdets træninger op til sæsonstarten. Brown er utilfreds med den hjelm, han er tvunget til at bære.

31-årige Antonio Brown er en af NFL's bedste spillere. Desværre for hans hold, Oakland Raiders, har han kun trænet et par gange med dem, siden opstarten til den kommende sæson begyndte.

Wide receiveren, hvis opgave er er gribe bolden i angrebet, vil ikke benytte nogen af de hjelme, som NFL tvinger alle 30 hold til at bruge. I stedet vil Brown bruge den samme hjelm, han har brugt igennem sin ni år lange karriere.

Det må han ikke, fordi den ikke længere er sikkerhedsgodkendt af ligaen, og det har Brown taget konsekvensen af. Han vil ikke træne med holdet eller spille optaktskampe, så længe han tvinges til at bruge en af de nye hjelme. Brown mener ikke, at han har ordentligt udsyn, når han har sin nye hjelm på.

Faktisk er Brown gået så langt, at han har forsøgt at male sin gamle hjelm, så den ligner de nye – det blev dog opdaget meget hurtigt. Det skriver Business Insider.

Antonio Brown vil ikke sige meget selv i sagen, men Raiders’ general manager, Mike Mayock, er ved at være træt af sin stjernes fravær.

- Fra vores perspektiv er det til tid, at han enten er all-in eller all-out. Vi har 89 andre spillere, der arbejder hårdt. Vi er spændte på at se, hvor vores hold bevæger sig hen, og vi håber, at Antonio Brown bliver en stor del af det fra første sæsonkamp mod Denver, siger Mike Mayock i en video, som Raiders har lagt på sin Twitter.

Fødderne også et problem

Mayock er netop manden, der hentede Brown til holdet i marts.

Antonio Brown var utilfreds på sit tidligere hold, Pittsburgh Steelers. Det udnyttede Raiders og byttede sig til Brown, der af NFL's egne spillere i år blev kåret som ligaens syvende bedste spiller og den bedste wide receiver.

Da holdet mødte ind til forsæsonens træningssamling, var Brown ikke i stand til at træne. Før hjelmen blev et problem, var det Antonio Browns fødder, den var galt med.

Den 31-årige amerikaner benyttede ikke ordentligt fodtøj, da han i juli brugte et iskammer til en såkaldt kryoterapi-behandling.

Efterfølgende fik han voldsomme forfrysninger under fødderne, hvilket holdt ham ude i begyndelsen af træningssamlingen.

Antonio Brown underskrev en ny aftale, da han ankom til Oakland Raiders. Kontrakten ville betale Brown cirka 335 millioner danske kroner over de næste tre sæsoner.

NFL-sæsonen begynder natten til den 6. september.