Amerikansk fodbold

Skade koster Hjalte Froholdt hele sæsonen i NFL

Hjalte Froholdt måtte udgå af New England Patriots' sidste opstartskamp med en skade. Maddie Meyer / Ritzau Scanpix

Det danske stjerneskud i amerikansk fodbold må vente på sin officielle NFL-debut, men der er alligevel lys forude, siger en ekspert.

Sæsonen sluttede for footballspilleren Hjalte Froholdt, før den overhovedet var gået i gang.

Senest lørdag klokken 22 dansk tid skulle New England Patriots, ligesom resten af NFL-holdene, reducere sin trup fra 90 til 53 spillere, og som ventet klarede den 23-årige svendborgenser cuttet hos de seksdobbelte Super Bowl-vindere, men alligevel kommer han ikke i aktion i den kommende NFL-sæson.

Det skyldes, at Patriots i stedet for at give danskeren en plads i truppen valgte at placere ham på skadeslisten, injured reserve (IR). Det fremgår af holdets hjemmeside. Froholdt måtte udgå af Patriots' sidste opstartskamp med en skade.

Når en spiller bliver placeret på IR, før den endelige annoncering af holdet, kan spilleren ifølge reglerne ikke blive aktiveret i løbet af sæsonen. Froholdt er med andre ord ikke tilgængelig for New England Patriots i hele 2019, og han kan tidligst få sin officielle debut i 2020-sæsonen.

Havde vist sig frem før skaden

Før skaden havde Hjalte Froholdt ellers vist lovende takter på både træningslejren og i Patriots' fire opstartskampe. Undervejs fik han ros af holdets stjernequarterback Tom Brady, men også kritik af Dante Scarnecchia, der har ansvaret for Patriots' offensive linje, som danskeren er en del af.

Danskeren havde set frem til lørdagens udvælgelse af 53-mands-truppen, hvor stort set alle de store NFL-medier havde spået ham en plads, men natten til fredag dansk tid gik det altså galt.

I et kastespil med fire minutter tilbage af første quarter i kampen mod New York Giants blev Froholdt ramt af Giants' Nathan Stupar, og straks efter tog danskeren sig til sin højre arm omkring albuen, inden han knælede. Et øjeblik senere forlod han banen, mens han holdt højre arm tæt ind til kroppen. Han kom ikke tilbage på banen.

Det er uvist, hvor alvorlig Hjalte Froholdts skade er, da New England Patriots har været meget tilbageholdende med informationer. Faktisk har klubben endnu ikke meldt noget officielt ud, men da 'Danish Destroyer' forlod stadionet i New York, lignede det ifølge flere lokale observatører en skulderskade.

Bliver en del af holdet

Midt i den triste stund er der dog et par positive pointer, den danske rookie kan hæfte sig ved. I stedet for at blive fyret kom han på Patriots' skadesliste, og det betyder, at han i den kommende sæson vil være en del af holdet og klubben. Han vil således færdes i omklædningsrummet og have sin daglige gang sammen med resten af holdet.

- På den måde måde bliver han en del af Patriots. Han kommer til at lære af trænerne. Han kommer til at lære af holdkammeraterne. Man får lov til at være i en afslappet position, hvor man ikke skal bekymre sig, om andre hold vil købe dig eller finde et andet job. Du ved, at du har et job i hvert fald i det næste år, forklarer James McBride, der er Patriots- og NFL-reporter for områdets store avis Boston Globe.

- Han kommer til at være med i alt, hvad holdet gør - undtagen at træne og spille kampe. Så han vil blive oplært i Patriots' kultur.

- Han er en spiller, Patriots vil have

Ifølge James McBride kan Hjalte Froholdt derfor godt tænke positive tanker om fremtiden. New England Patriots har planer med danskeren i de kommende sæsoner:

- Det har hele tiden været meget rosende ord om hans arbejdsmoral og hans evne til at lære. Det er den slags spillere, Patriots gerne vil have. Spillere, der er til at stole på, og som holdkammeraterne kan stole på.

- Patriots har investeret i ham. Det er kun yderligere skader eller lignende, der kan køre ham af sporet. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke han bliver en meget produktiv spiller - ikke kun i NFL - men for Patriots.

TV 2 SPORT er til stede i Foxboro i staten Massachusetts i USA, men indtil videre har det ikke været muligt at få en kommentar fra hverken New England Patriots eller Hjalte Froholdt.

I slutningen af april blev Froholdt som den bare anden dansker nogensinde valgt i den årlige NFL-draft, og i maj underskrev han en fireårig kontrakt med Patriots, som havde draftet ham.

New England Patriots åbner den nye sæson mod Pittsburgh Steelers natten til mandag 9. september dansk tid. Den første kamp i 2019-sæsonen i NFL sparkes i gang natten til fredag dansk tid, hvor Chicago Bears hjemme møder Green Bay Packers.