Amerikansk fodbold

Brady og New England prygler Pittsburgh i sæsonåbner

De to mest succesfulde hold i NFL-historien mødtes i første runde i en kamp, som New England dominerede stort.

Mestrene fra New England Patriots fik natten til mandag dansk tid en suveræn start på den nye sæson i NFL.

På hjemmebane førte quarterback Tom Brady sit hold til en sejr på 33-3 over Pittsburgh Steelers.

En ensidig affære

Mødet mellem ligaens to mest vindende hold gennem historien var en ensidig affære, hvor legenden Brady demonstrerede sublimt overblik med tre præcise kast, der førte til touchdown.

Philip Dorsett sørgede for to af dem, mens Josh Gordon stod for det tredje touchdown.

Forud for kampen havde New England sikret sig wide receiveren Antonio Brown, der gennem mange sæsoner var en profil hos Pittsburgh.

Den nye spiller kom dog ikke på banen mod sit tidligere hold.

To mest vindende NFL-hold

Brown skiftede før sæsonen fra Pittsburgh til Oakland Raiders, der ophævede hans kontrakt i sidste uge efter et skadeforløb, der havde forårsaget en del fravær.

New England slog hurtigt til efter Oakland-fyringen af Brown og gav ham en etårig kontrakt.

New England Patriots og Pittsburgh Steelers er de to mest vindende klubber i NFL med hver seks Super Bowl-sejre.

I sidste sæson kom New England op på siden af Pittsburgh, da holdet slog Los Angeles Rams i finalekampen i NFL.