Amerikansk fodbold

Super Bowl-mestre fritstiller kontroversiel NFL-stjerne

Få dage inden sæsonstart skiftede Antonio Brown til New England Patriots.

Antonio Brown nåede ikke at spille mere end en enkelt kamp for New England Patriots.

To dage før New England Patriots' næste kamp fritstilles holdets stjernereceiver Antonio Brown.

Det oplyser de forsvarende Super Bowl-mestre i en pressemeddelelse.

- Vi værdsætter det hårde arbejde af mange folk over de sidste 11 dage, men vi føler, det er det bedste at gå i en anden retning på dette tidspunkt, skriver holdet.

Dermed nåede Brown kun at spille en enkelt kamp for Patriots. Han kom til klubben kort før første spilleuge.

På sin Twitter-profil takker receiveren Patriots for den ellers korte tid.

- Tak for muligheden. Jeg værdsætter det virkelig, skriver han.

Bad om et skifte

Antonio Brown har været en af NFL's bedste receivere igennem mange sæsoner. Det var i Pittsburgh Steelers-trøjen. Efter sidste sæson bad han imidlertid andre klubber om at købe ham fri af kontrakten med Steelers, og det valgte Oakland Raiders at gøre.

Han nåede dog aldrig at spille en kamp for klubben. For den korte periode i klubben var præget af mange kontroverser. Først kunne Brown ikke spille på grund af voldsomme skader under sine fødder grundet en alternativ behandlingsform.

Derefter nægtede han at spille, hvis han ikke fik lov til at bære en speciel hjelm. Disse episoder var med til at opbygge en så intens stemning mellem Brown og Raiders' ledelse, at klubben valgte at fyre ham.

Blot få timer senere skrev han så under på en kontrakt med Patriots. Her nåede han at spille i anden spilleuge mod Miami Dolphins, hvor det blev til 4 grebne bolde for 56 yards og et touchdown.

Men på de to uger i Patriots-uniformen dukkede endnu en dårlig sag op for Brown.

NFL-spilleren blev anklaget for seksuelle overgreb på sin tidligere personlige træner Britney Taylor i tre tilfælde i perioden 2017 til 2018. Brown har nægtet sig skyldig i alle anklager.

Det kæmpe sportsbrand Nike valgte fredag at trække sponsoratet med Brown på grund af anklagerne. Et halvt døgn stod han også uden klub.