Amerikansk fodbold

Dansk koryfæ skyder Harry Kanes NFL-drøm ned

Morten Andersen er blevet optaget i NFL's Hall of Fame. Chris Graythen / Scanpix Denmark

Hvis Harry Kane skal have succes i NFL, skal han ændre sin mentale tilgang, mener Morten Andersen.

De seneste uger er der spillet to NFL-kampe på det spritnye Tottenham Hotspur Stadium i London.

Her har Tottenham-profilen Harry Kane ikke været på banen, men fodboldstjernen har en drøm om at spille i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, når karrieren med den runde bold er slut.

Helt så ligetil er det dog ikke, påpeger den tidligere NFL-kicker Morten Andersen, der spillede i ligaen i 25 sæsoner frem til karrierestoppet i 2007.

- Jeg tror, han skal tage en anden hat på mentalt - og først og fremmest andet udstyr. Husk, at han er vant til at spille i shorts og t-shirt - ikke skulderbeskyttere og hjelm.

- Det ændrer tingene. Det kræver evner at ramme med den præcision, du skal kunne under stort pres med kort betænkningstid, siger Andersen ifølge det britiske medie Daily Mail.

Harry Kane er selv stor fan af NFL og har luftet tanken om at prøve sig af på samme position som Morten Andersen om "10 til 12 år".

- Det kan være svært at få bolden op i den rette bane. Jeg siger ikke, at Harry Kane ikke kan gøre det, og jeg synes ikke, det er latterligt, men før vi kan krone ham som den største kicker i verden, så skal vi nok lige overveje det, siger Andersen.