Amerikansk fodbold

Morten Andersen bakker op om første kvinde i NFL

Morten Andersen mener, at den nuværende kvindelige fodboldspiller Carli Lloyd kan passe ind i NFL.

Carli Lloyd har vundet stort set alt inden for fodboldens verden, men vil nu muligvis forsøge sig som kicker i National Football League, NFL.

Amerikansk fodbold rimer almindeligvis på macho og muskler.

Men nu kan den første kvindelige spiller være på vej til den amerikanske National Football League, NFL. Det skriver CNN.

Carli Lloyd er 37 år.

Den amerikanske fodboldspiller Carli Lloyd har vundet stort set alt, hvad der er at vinde i sporten. Derfor søger verdensmesteren og verdens bedste fodboldspiller anno 2015 og 2016 nye udfordringer, som meget vel kan blive i NFL.

- Jeg tror bestemt, ​​at jeg kan begå mig i NFL med den rigtige træning og den rette teknik, udtalte den amerikanske landsholddspiller tidligere på året.

Carli Lloyd er en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere - snart kan hun være at finde i NFL.

Hendes fremtidsperspektiver og muligheder bakkes op af den legendariske danske NFL-kicker, Morten Andersen.

- Jeg tror, ​​hun vil trives i NFL på grund af sit konkurrencedygtige sind og sit ønske om at bevise, at hun kan passe ind, siger Morten Andersen til det amerikanske medie.

Gyldent højreben

Carli Lloyd eminente sparkeevner er velkendt i fodboldens verden, og højrebenet ser også ud til at kunne bruges som kicker i NFL.

Det beviste den 37-årige fodboldspiller i sommer under en træningssamling med NFL-holdet Philadelphia Eagles.

Her sparkede Carli Lloyd et field goal på 55-yards (cirka 50 meter red.), som hun dokumenterede i en video på Instagram. Den gik viralt og har i skrivende stund fået næsten 500.000 visninger.

Kønnet ikke afgørende

Carli Lloyds mulige debut i amerikansk fodbold har vakt skepsis i visse kredse af NFL, men den danske kicker bakker fuldt op om idéen.

For hvis hun er god nok, bør hun også få chancen i sporten.

- Det vil sandsynligvis møde modstand, at en kvinde underskriver en NFL-kontrakt. Det skyldes frygt for, at det kan give et tilbageslag fra gammeldagstænkende fans, der mener, at amerikansk fodbold er en sport, der kun skal spilles af mænd.

- Jeg mener, man skal vælge det bedst tilgængelige talent - uanset køn, siger Morten Andersen til CNN.

Flest point i NFL

Morten Andersen spillede i alt 382 NFL-kampe igennem 25 sæsoner frem til karrierestoppet i 2007.

Han fik i 2017 den ultimative NFL-hæder ved at blive valgt ind i sportens Hall of Fame.

Den danske kicker scorede i alt 2544 point, hvilket en overgang var rekord for ligaen.

Men Adam Vinatieri fra Indianapolis Colts overtog i oktober 2018 rekorden. Kickeren er stadig aktiv og har scoret 2650 point i NFL-karrieren.