Amerikansk fodbold

Arrestordre udstedt på NFL-stjerne - klappede betjent i numsen

Odell Beckham Jr. blev fanget på et kamera, da han klappede en betjent i numsen. Screendump: Instagram

Et slag i numsen på en politibetjent har kastet en arrestordre af sig for NFL-stjernen Odell Beckham Jr.

Hensigten var måske blot humoristisk, men udfaldet er langt fra sjovt.

Odell Beckham Jr. er endt i vælten, efter en video er begyndt at florere på de sociale medier. En video, hvor man kan se Cleveland Browns-spilleren daske en politibetjent i numsen.

Hændelsen har nu fået konsekvenser. Politiafdelingen i New Orleans har nemlig udstedt en arrestordre på Odell Beckham Jr. Det meddeler NFL i en pressemeddelelse.

NFL-spilleren står til at blive arresteret for 'simple battery'. Det betyder med andre ord, at man har 'brugt magt mod en anden, hvilket resulterer i skadelig eller stødende kontakt'.

'Forsøger at håndtere situationen korrekt'

Cleveland Browns skriver i en pressemeddelelse, at klubben er opmærksom på situationen.

- Vi er opmærksomme på hændelsen og har været i kontakt med Odell (Beckham Jr., red) og hans repræsentanter i sagen.

- De samarbejder med de rette myndigheder for at håndtere situationen korrekt, skriver klubben på sin hjemmeside.

Hændelsen skete i forbindelse med en collegekamp mellem Louisiana College University (LSU) og Clemson University.

LSU vandt kampen 42-25 og det nationale mesterskab, og efterfølgende var Odell Beckham Jr. i omklædningsrummet hos LSU, da han er tidligere LSU-spiller. Og det var her, Beckham Jr. daskede til betjenten.

27-årige Odell Beckham Jr. har i mange år været betegnet som en af ligaen bedste wide receivere.

Han spillede for New York Giants fra 2014 til 2018, inden han før denne sæson drog til Cleveland Browns.