NFL-ikonet Tom Brady forlader New England Patriots

NFL-stjernen skriver på Twitter, at han ikke skal spille i New England Patriots længere.

Den 42-årige NFL-stjerne Tom Brady meddeler på Twitter, at han forlader sit hold gennem 20 år, New England Patriots.

Trods sin fremskredne alder i sportssammenhæng slår quarterbackikonet fast, at han agter at fortsætte karrieren.

Tom Brady er historiens mest vindende spiller i NFL med seks Super Bowl-sejre og regnes bredt for en af sportens største nogensinde.

Han blev draftet af New England Patriots i 2000 og har været i klubben lige siden.

Under hans kyndige ledelse blev holdet ført til en overraskende Super Bowl-triumf i starten af 2002. Det blev startskuddet til et årtusind, hvor New England har været NFL's suverænt mest dominerende hold.

Siden sejren i 2002 er det blevet til otte Super Bowl-deltagelser yderligere med Brady som quarterback og Bill Belichick som cheftræner. Af dem er fem endt i triumfer.

Hvor, Brady fortsætter karrieren, står fortsat hen i det uvisse.