Amerikansk fodbold

Brady forklarer, hvorfor han forlod Patriots efter 20 år

Stoppede Tom Brady sin karriere i dag, ville han allerede være historisk god, men NFL-stjernen er ikke færdig med at vise, hvad han er i stand til.

Noget af det, der kendetegner de største sportsfolk i verden, er den ufravigelige sult efter at nå toppen.

Og selvom den 42-årige NFL-quarterback Tom Brady med seks Super Bowl-titler har vundet flere end nogen anden, er han stadig ikke mæt.

Det er netop derfor, han i marts valgte at skifte væk fra de trygge rammer i New England Patriots efter tyve sæsoner.

- Nu vil jeg se, hvad mere jeg kan opnå. Jeg vil finde ud af, hvor stor jeg kan blive, skriver Brady om sit skifte på Players Tribune ifølge Reuters.

Nu hedder Bradys klub Tampa Bay Buccanneers, og det er første gang i karrieren, at den 42-årige NFL-stjerne skifter hold.

- Fysisk er jeg lige så god til at gøre, hvad jeg skal, som jeg altid har været. Forandringer og udfordringer er en del af livet. De er en del af sportsfolks liv. Det er meningen, at de opstår, og nogle gange er de nødt til det.

'De vil lytte til mig'

I Tampa Bay er håbet, at Brady er manden, der skal få kabalen til at gå op ved at sikre holdet en Super Bowl-titel.

- De har budt mig velkommen som en af deres egne. De vil lytte til, hvad jeg har at sige, lyder det fra quaterbacken.

Buccaneers har ikke vundet NFL siden 2002, mens Brady senest vandt med Patriots i 2018.

- Jeg glæder mig til at vise, hvad jeg kan bidrage med. Jeg er klar til at tilslutte mig et hold, der tror på mig, og hvad jeg bringer, og er villige til at tage denne rejse med mig.

Tom Brady har underskrevet en kontrakt, der sikrer ham over 200 millioner kroner i den kommende sæson.