Amerikansk fodbold

NFL-legende kritiserer tidligere klub: - Respektløs hilsen til Rodgers

Aaron Rodgers vandt sin eneste Super Bowl med Green Bay Packers i 2010. Harry How / Ritzau Scanpix

Green Bay Packers overraskede alle ved at vælge quarterback Jordan Love i første runde i NFL-draften.

Den tidligere quarterbackstjerne hos NFL-holdet Green Bay Packers Brett Favre siger til NBC Sports, at holdet har brændt alle broer til Packers' nuværende stjerne på quarterbackpladsen, Aaron Rodgers.

Den hårde udmelding kommer på baggrund af den netop overståede draft, hvor Green Bay Packers højst overraskende valgte quarterbacken Jordan Love i første runde.

Mens nogle eksperter mener, at valget giver mening, da Aaron Rodgers er 36 år, harcelerer andre over, at klubben ikke valgte en eneste receiver i hele draften, der kunne hjælpe Aaron Rodgers i kastespillet.

- De vælger ikke nogen våben, ikke bare i første runde, men ingen våben, der kan jeg hjælpe holdet fra start, siger Brett Favre til NBC Sports.

- Det sender bare en respektløs hilsen til Aaron Rodgers. Han har enhver ret til at være skuffet, siger han.

Kommer ingen vegne uden Rodgers

Efter den overraskende draft har flere eksperter spekuleret i, om Aaron Rodgers vil bede om at blive sendt til en anden klub, før hans kontrakt udløber om fire år.

Brett Favre tror, at Packers' valg i draften vil hjemsøge holdet senere.

- Green Bay kommer ingen vegne uden Aaron Rodgers i de næste par år. Hvis han spiller, som vi forventer, har de en chance (for at vinde Super Bowl, red.) med eller uden en receiver fra første runde i draften.

- Så jeg ville gøre alt for ikke at brænde alle broer, men det gjorde holdet. Og det bliver svært at komme sig over.

Brett Favre oplevede selv på egen krop, hvordan det føles, da Green Bay Packers valgte Aaron Rodgers i draftens første runde i 2005.

I 2008 overtog Aaron Rodgers rollen som startende quarterback fra Brett Favre, der gik på pension, men senere vendte tilbage for New York Jets og Packers' ærkerival Minnesota Vikings.