Amerikansk fodbold

NFL-hold kigger nærmere på eget navn efter pres fra sponsor

På baggrund af racismedebatten er Washington Redskins kommet i modvind grundet sit holdnavn. Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

Washington Redskins vil indlede en "grundig undersøgelse" af sit holdnavn efter krav om ændring.

Efter pres fra blandt andet sponsorer vil NFL-holdet Washington Redskins nu indlede en "grundig undersøgelse" af holdets navn.

Sådan lyder det i en udmelding fra holdet fredag ifølge adskillige amerikanske medier.

Den kommer, efter at fragtgiganten FedEx, der er navnesponsor for holdets hjemmebane, torsdag annoncerede, at firmaet havde bedt Redskins om at ændre navn.

Redskins, eller "rødhuder" på dansk, anses af de fleste amerikanere som en nedladende betegnelse for Amerikas oprindelige befolkning.

FedEx' anmodning falder sammen med, at en debat om racisme er blusset op i USA i kølvandet på den sorte mand George Floyds død under en anholdelse i Minneapolis i maj.

Henvendelsen fra FedEx kom, en dag efter at mediet Adweek rapporterede, at investeringsfirmaer og aktionærer skriftligt har opfordret FedEx, Nike og PepsiCo til at trække sig fra deres sponsoraftaler med Washington Redskins.

Det er langt fra første gang, at Redskins er blevet opfordret til at skifte navn, men nuværende holdejer Daniel Snyder og hans forgængere har hver gang afvist.

Men nu er Snyder altså klar til at gå videre med det.

- Denne proces giver både mulighed for at tage højde for holdets stolte traditioner og historie samt at få input fra vores tidligere spillere, hele organisationen, sponsorer, NFL og lokalsamfundet, som holdet stolt repræsenterer både af og på banen, lyder det fra holdejeren.

Washingtons NFL-hold har haft tilnavnet Redskins siden 1933.