Amerikansk fodbold

Coronasmitte udsætter igen en NFL-kamp

New England Patriots' quarterback er smittet med coronavirus. Nu er holdets kamp søndag udsat.

Coronavirusset har for alvor grebet fat i NFL med sin klamme hånd. Nu får coronasmitte for anden gang indflydelse på en kamp.

NFL bekræfter på sin hjemmeside, at New England Patriots' startende quarterback, Cam Newton, er blevet testet positiv kort før holdets søndagskamp mod Super Bowl-mestrene fra Kansas City Chiefs.

Det har fået NFL-ledelsen til at udskyde kampen, fremgår det af nfl.com.

Smitte hos begge hold

Og det er åbenbart ikke kun hos New England Patriots, at smitten har ramt. Ifølge NFL er der konstateret smitte hos begge hold.

Hos Kansas City Chiefs er i hvert fald også reservequarterback Jordan Ta'amu smittet.

Danske Hjalte Froholdt spiller for New England Patriots, men det vides ikke, om han er blandt de smittede.

Udsættelsen sker blot en uge efter, at kampen mellem Tennessee Titans og Pittsburgh Steelers måtte udsættes, da fire spillere og fem medlemmer af staben hos førstnævnte havde afleveret positive coronatest.

Cam Newton er ny startende quarterback hos New England Patriots, som tidligere på året sagde farvel til den levende legende Tom Brady, der nu tørner ud for Tampa Bay Buccaneers efter to årtier hos New England.