Amerikansk fodbold

Ekspert fremhæver tre NFL-hold – her kan Froholdt ende

Hjalte Froholdt står uden hold. Maddie Meyer / Ritzau Scanpix

Flere hold bør have Hjalte Froholdt i kikkerten, mener NFL-ekspert Teis Joranger, efter at han lørdag mistede sit job hos New England Patriots.

Hjalte Froholdts NFL-chance lever stadig, selvom han lørdag blev afskediget af New England Patriots.

Men hans fremtid i den stjernespækkede liga er yderst usikker.

- Det er ikke noget godt tegn, at han bliver fyret efter halvandet år hos Patriots. Det er et tegn på, at de ikke tror ret meget på ham. Patriots er normalt dygtige til at evaluere og udvikle offensive linjemænd, siger Teis Joranger, ekspert på footballsitet Gul Klud, til TV 2 SPORT.

Han tilføjer, at Patriots har en af ligaens bedste offensive linjer, så det altid har været svært for Froholdt at få fast spilletid, men at der er mange andre hold med ”væsentlig dårligere linjer, som han kan konkurrere mere lige op med.”

Han fremhæver tre hold, som kan blive fynboens næste arbejdsgiver i NFL:

New York Jets

- Det er ligaens suverænt dårligste hold lige nu. De er i en situation, hvor de skal kigge på 2021-sæsonen, og her kan de lige så godt prøve forskellige spillere af. Der kunne han komme ind og få en chance.

Chicago Bears

- De viste noget interesse op til 2019-draften, hvor Froholdt blev valgt af Patriots. Han var på besøg i Chicago. Og de har en dårlig offensiv linje lige nu, så de kunne godt være interesseret i at lede efter noget talent.

New York Giants

- Hans tidligere collegetræner, manden, der rekrutterede ham til Arkansas, Bret Bielema, er træner på Giants.

Hjalte Froholdt er trådt ind i det såkaldte waiver-system, som betyder, at ligaens 31 andre hold har mulighed for at skrive kontrakt med ham. Her bliver de dårligste hold tilgodeset, hvilket betyder, at New York Jets som ligaens dårligste hold kan få ham, hvis de ønsker ham.

Froholdt blev draftet af New England Patriots i 2019 efter et collegeophold på University of Arkansas.

Han havde kontrakt med Patriots til og med 2022 til en værdi af minimum 18 millioner kroner. Nu er det spørgsmålet, om han får muligheden for at skrive under på en kontrakt med et andet hold.

Er Hjalte Froholdt at finde i NFL i 2021?

- Han vil i hvert fald være med i en training camp henover sommeren. Om han så er på et 53-mandshold i efteråret, er der nok mindre end 50 procents chance for, siger Teis Joranger.