Amerikansk fodbold

Hjalte Froholdt er færdig i Patriots

Hjalte Froholdt har været New England Patriots-spiller siden 2019. Maddie Meyer / Ritzau Scanpix

Selvom han har kontrakt med New England Patriots til slutningen af 2022-sæsonen, er Hjalte Froholdt ikke længere en del af holdet.

Danmark har ikke længere en dansk NFL-spiller.

New England Patriots har nemlig valgt at afskedige 24-årige Hjalte Froholdt. Det meddeler den yderst veloplyste journalist Ian Rapoport fra NFL Network og NFL.com på Twitter:

- Patriots aktiverer Sony Michel fra de skadede reserver og afskediger Hjalte Froholdt for at gøre plads på holdet.

Senere har Patriots-journalist Jeff Howe meddelt det samme.

Et NFL-hold har plads til 53 spillere i truppen, og her er der altså ikke længere fundet plads til den eneste dansker i NFL.

Kontrakt til 2022

Froholdt havde kontrakt med Patriots til og med 2022 til en værdi af minimum 18 millioner kroner.

Han skal nu håbe på, at et af de andre 31 NFL-hold har brug for ham. De har nemlig mulighed for at overtage danskeren og hans kontrakt. Det har de 24 timer til.

Han blev draftet af Patriots i 2019, men missede hele sæsonen på grund af en skade. I denne sæson har han fået sin debut i den offensive linje.

Fravalgt til truppen i søndags

Den 24-årige dansker har været inde og ude af startopstillingen for Patriots i år.

Senest var han ikke en del af holdet, der vandt over Baltimore Ravens.

Her havde headcoach Bill Belichick valgt at gøre danskeren til en del af de inaktive spillere.