NFL-hold henter Hjalte Froholdt
Den tidligere New England Patriots-spiller kan allerede komme i aktion på torsdag for Houston Texans.
Danske Hjalte Froholdt skulle ikke sidde ude længe, før han igen kan kalde sig NFL-spiller.
To dage efter New England Patriots fritstillede ham har Houston Texans nemlig samlet den danske kæmpe op. Det skriver Houston Texans på sin hjemmeside.
De spiller i AFC South og har i denne sæson vundet tre kampe og tabt syv. I weekenden vandt de 27-20 over Froholdts tidligere hold, New England Patriots.
24-årige Hjalte Froholdt er Danmarks eneste NFL-spiller.
Thanksgiving på torsdag
Han blev draftet af Patriots i 2019, men missede hele sæsonen på grund af en skade. I denne sæson fik han sin debut i den offensive linje.
Nu skifter han til Texans, hvor han skal hjælpe med at holde forsvarsspillere væk fra en af ligaens mest eksplosive quarterbacks i form af Deshaun Watson.
I anledning af Thanksgiving spiller Texans i Detroit mod Lions torsdag aften.