Tampa Bay Buccaneers med Tom Brady står over for Kansas City Chiefs' Patrick Mahomes.
Amerikansk fodbold

I nat udkæmpes titanernes kamp mellem alletiders bedste, og manden der kan overgå ham

To årtiers dominans i NFL har nærmest udødeliggjort Tom Brady. Nu står han over for ligaens nye superstjerne i den største kamp af dem alle.

I græsk mytologi styrtede Kronos sin egen far, Uranos, af tronen for at blive titanernes konge. Men Kronos’ søn Zeus gjorde oprør mod ham i et storstilet slag, der blev kendt som titanernes kamp.

Her besejrede de nye guder de gamle, og Zeus blev konge af Olympen.

Søndag nat dansk tid får vi vores egen moderne udgave af titanernes kamp, når finalen i den amerikanske football liga, NFL, bliver spillet.

Jeg vil finde ud af, hvor stor jeg kan blive

Tom Brady

Det er alletiders bedste quarterback, legenden Tom Brady, mod den bedste på positionen lige nu, superstjernen Patrick Mahomes.

43-årige Brady spiller sin tiende Super Bowl og har allerede vundet seks mesterskaber.

Det er rekorder, som måske aldrig bliver slået.

Men er der én, som kan gøre det, er det måske netop 25-årige Mahomes, der søndag kan vinde sin anden Super Bowl. I så fald som den yngste nogensinde.

- Brady bliver kaldt for ’The GOAT’ (Greatest Of All Time, red.), som jo på engelsk betyder ged. Mahomes bliver kaldt ’The Kid’, som både kan betyde drengen og kiddet, for Mahomes bliver anset som den nye 'ged', og vinder han i nat, er det ikke umuligt at overgå Brady, siger den danske NFL-ekspert Claus Elming, der har hjemmesiden gulklud.dk.

  • Alder

    43 år

    25 år

  • Sæsoner i NFL

    21

    4

  • Sejre/nederlag som starter

    230-69

    38-8

  • Super Bowls (sejre)

    9 (6)

    1 (1)

  • MVP-titler

    3

    1

Så selvom Super Bowl i forvejen anses som verdens største endags sportsbegivenhed, har årets finale fået en ekstra dimension.

Fordi vi får lov at opleve de to superstjerner i en direkte duel om trofæet.

En kamp, som kan blive afgørende for deres indbyrdes rangering i historiebøgerne.

Den usandsynlige stjerne

Da Tom Brady i år 2000 trådte ind i ligaen, var der ikke meget, der pegede i retning af, at han de næste to årtier skulle komme til at dominere NFL.

"Dårlig bygget", "Mager", "Mangler fysik og styrke", "Har ikke en stærk kastearm", "Mangler mobilitet", "Kan ikke drive bolden ned ad banen", stod der i talentspejdernes rapport.

Han blev først valgt som nummer 199 i draften, hvor NFL-holdene rekrutterer spillere fra de amerikanske universiteter.

Igen og igen måtte han se sig forbigået af samtlige hold, inden New England Patriots endelig valgte ham.

Seks andre quarterbacks blev valgt før Tom Brady det år. De fleste af dem skuffede i NFL og var ude af ligaen inden for få år.

I en ESPN-dokumentar mange år senere fortalte Brady med bævende stemme og tårer i øjenkrogen, hvordan oplevelsen stadig sad i ham.

Og da han sidste år på sin Instagram-profil delte et billede af en liste med de andre quarterbacks valgt i 2000-draften, skrev han følgende:

- 20 år siden. Nej, jeg har stadig ikke glemt det.

Den bedste beslutning

Oplevelsen i 2000 tog ikke modet fra Tom Brady. Måske det tværtimod blev en slags motivation.

For han havde tro på sig selv.

Da dengang 22-årige Brady første gang troppede op på sin nye hjemmebane i New England og hilste på holdets ejer, kiggede Brady holdejeren i øjnene og sagde:

- Jeg er den bedste beslutning, som denne organisation nogensinde har taget.

Han skulle vise sig at få ret.

I sin første sæson var han blot en ukendt reservespiller, men i den efterfølgende sæsons blot anden kamp blev Patriots’ startende quarterback alvorligt skadet, og den upåagtede Tom Brady blev kastet for løverne.

Herfra så han sig aldrig tilbage.

Mod alle odds førte reserven sit hold hele vejen til sejr i Super Bowl i 2001-sæsonen. En bedrift som blev gentaget i både 2003 og 2004. Og igen i sæsonerne 2014, 2016 og 2018.

- Han er ikke den stærkeste, ikke den hurtigste og ikke den klogeste. Men han vinder kampe og mesterskaber, og det er det vigtigste, og han får alle omkring sig til at være bedre. Så det er svært at komme udenom ham som den bedste nogensinde, siger Claus Elming.

Udvalgte NFL-rekorder for Tom Brady

  • Flest kastede touchdowns (581)
  • Flest sejre af en quarterback (230)
  • Sæsoner i træk med flere sejre end nederlag (20)
  • Flest Pro Bowls (14)
  • Ældste til at blive MVP (40 år)
  • Flest Super Bowl-optrædener (9)
  • Flest Super Bowl-sejre (6)

En ny start

Seks Super Bowl-titler og et hav af personlige rekorder var ikke nok for Tom Brady, selvom han for længst har nået pensionsalderen for en NFL-spiller.

Før denne sæson sagde han derfor farvel til New England Patriots efter 20 år og skrev under på en kontrakt med holdet Tampa Bay Buccaneers.

At han allerede i sin første sæson med et nyt hold lykkedes med at føre dem hele vejen til den største kamp af dem alle, imponerer den danske NFL-legende Morten Andersen.

- Det er jo uhørt. Det er hans tredje Super Bowl, efter han rundede 40 år. Ingen andre i historien har spillet en Super Bowl som 40-årig. Han er helt unik og i en kategori for sig selv, siger han til TV 2.

Hvis du har et middelmådigt hold og gerne vil vinde en Super Bowl, så ringer du bare efter Brady

Morten Andersen, tidligere NFL-spiller

Danskeren spillede selv 25 sæsoner i NFL på positionen som kicker, men nåede kun Super Bowl en enkelt gang. En kamp, som hans hold, Atlanta Falcons, tabte.

Bradys nye hold, Tampa Bay Buccaneers, har også kun været i Super Bowl én gang tidligere i holdets historie. Sidste sæson tabte de flere kampe, end de vandt.

Så meget desto mere imponerende er Bradys præstation, mener Morten Andersen.

- Hvis du har et middelmådigt hold og gerne vil vinde en Super Bowl, så ringer du bare efter Brady. Tampa Bay har ikke været noget særligt i angrebet i mange år. Der er Brady i stand til at gøre nogle ting, og han har nogle lederskabsevner, der gør, at han bliver uundværlig.

Fænomenet Mahomes

Når eksperter og NFL-fans allerede nu taler om Patrick Mahomes som en fremtidig 'allertiders bedste', er det velvidende, at der stadig er lang vej op til Tom Brady.

Men det, som Mahomes har udrettet, siden han kom ind i ligaen, er uden sidestykke.

I sin første sæson som starter i 2018, blev han kåret som ligaens MVP - den mest værdifulde spiller. Samme år blev han den kun tredje spiller i historien til at kaste 50 touchdowns i én sæson og den kun sjette til at kaste for over 5000 yards.

Han førte sit hold, Kansas City Chiefs, til AFC-finalen – en slags semifinale til Super Bowl. Her blev et møntkast afgørende, og Chiefs måtte se sig besejret af Tom Bradys Patriots.

I den efterfølgende sæson førte Mahomes sit hold hele vejen til Chiefs’ første Super Bowl i 50 år – og vandt.

Nu står han her igen. Klar til at gribe ud efter sin anden Super Bowl-sejr i bare tre sæsoner som starter i NFL.

- Mahomes er et fysisk talent på et helt andet niveau end Brady. Han kan løbe selv, og han har en af de stærkeste arme i ligaen. Han har nogle kvaliteter, vi ikke har set før, og han imponerer ikke bare os fans, han imponerer også holdkammerater og modspillere, siger Claus Elming.

Bedre end de bedste

Tallene taler deres eget tydelige sprog.

I NFL findes der en såkaldt quarterback rating, som udregnes på baggrund af spillerens præstationer med at kaste bolden.

Her har Patrick Mahomes for sin karriere den bedste rating af nogen quarterback i historien. Tom Brady er nummer syv.

En anden vild statistik er det gennemsnitlige antal yards, som holdet får per kasteforsøg. Her ligger Mahomes nummer ét, og afstanden ned til nummer to er større end springet fra nummer to til nummer 21 på listen.

Superstjernen er også den hurtigste til at nå 10.000 kastede yards i karrieren og den hurtigste til at nå 100 kastede touchdowns.

På banen kommer det til udtryk ved, at Chiefs-holdet med Mahomes som styrmand har udviklet et eksplosivt angreb, der scorer mange point og kan gøre det på meget kort tid.

- Det er som om, at uanset hvor langt bagud han er, kan han komme tilbage og vinde kampen. På den måde, er han og Brady meget ens, siger Claus Elming.

Manden, der ikke ville blive gammel

Søndagens Super Bowl bliver et opgør mellem Brady-æraen, der har strakt sig over to årtier, og Mahomes-æraen, der kun lige er begyndt.

Faktisk rendte seksårige Patrick Mahomes stadig rundt og spillede bold i forældrenes have, da Brady vandt sin første Super Bowl.

Det siger lidt om Bradys bedrift. At han i så mange år har været med på højeste niveau i en så fysisk krævende sport som amerikansk fodbold.

Danske Morten Andersen oplevede selv gennem sin lange karriere, fra han var 22 til 47 år, hvordan fysikken med årene fik sine begrænsninger.

- Men Brady har formået gennem sin træning og spisevaner at forskubbe alderen. Han er den mest professionelle, vi har set. Han har været i stand til at gøre det på det højeste niveau i over 20 år på en position, der er altafgørende på et football-hold, siger han.

Brady-opskriften

Tom Bradys opskrift på en lang karriere på toppen indebærer en helt ekstrem selvdisciplin:

Han sørger for at få sin søvn og går ifølge eget udsagn i seng klokken 20.30 hver aften.

Hovedet holder han skarpt med små hjernespil på sin computer og iPad.

Og så lever han efter en streng diæt, hvor blandt andet sukker, hvidt mel, mælkeprodukter og koffein er bandlyst. I stedet består kosten af masser af grøntsager og magert kød.

Selv på sidelinjen i kampene, når holdkammeraterne fylder sig med sportsdrikken Gatorade, lader Brady sig ikke friste. I stedet har han sin egen citrondrik med elektrolytter.

Men selv med en livsstil som Bradys er spørgsmålet, hvor længe han kan blive ved? I ugen op til Super Bowl blev han spurgt, om han regner med at spille, til han er fyldt 45 år.

- Jeg vil sikkert overveje det, svarede Brady.

- Jeg ved ikke, hvornår det er tid (til at stoppe, red.), men jeg tror, at jeg vil vide det til den tid. Og så vil jeg have vished om, at jeg gav spillet alt, jeg havde.

Kiddet mod geden

Mange undrede sig, da Tom Brady valgte at forlade de trygge rammer hos Patriots for i stedet at trække i Buccaneers-uniformen.

Hvad ville han opnå med skiftet?

Selv har han givet udtryk for, at han ikke var mæt.

- Nu vil jeg se, hvad mere jeg kan opnå. Jeg vil finde ud af, hvor stor jeg kan blive, skrev Brady i april.

Måske han finder svaret søndag.

En syvende Super Bowl-sejr vil formentlig lukke spekulationerne om, hvorvidt Mahomes er på vej til at overgå ham.

I den græske mytologi åd Kronos sine egne børn, for at de ikke skulle vokse op og styrte ham af tronen.

I nat kan Tom Brady sluge sit kid. Eller blive væltet af den nye konge.

OVERBLIK: Tidligere opgør mellem Brady og Mahomes

  • Patriots 43-40 Chiefs (2018)
  • Chiefs 31-37 Patriots (2018-playoff)
  • Patriots 16-23 Chiefs (2019)
  • Buccaneers 24-27 Chiefs (2020)