Amerikansk fodbold

Her kaster Brady det berømte Super Bowl-trofæ fra båd til båd

Det berømte Vince Lombardi-trofæ var kortvarigt i fare for at ende på bunden af Hillsborough River.

Tampa Bay Buccaneers havde i sinde at fejre holdets Super Bowl-triumf med manér - pandemi eller ej.

Tusindvis af fans havde onsdag lokal tid taget opstilling ved Hillsborough River i Tampa i Florida, mens spillere og trænere flød forbi i yachter og andre både og fejrede NFL-mesterskabet.

På et tidspunkt kastede en overstadig Tom Brady det berømte Vince Lombardi-trofæ et godt stykke over vandet fra sin båd til holdkammeraten Rob Gronkowski.

Det vellykkede og risikable kast fra legenden blev af de omkringstående fejret med næsten samme iver som sejren på 31-9 over Kansas City Chiefs hjemme i Florida søndag aften lokal tid. Det viser billeder på sociale medier.

Kastet involverede i øvrigt to af de absolutte hovedpersoner i sejren, da to af Bradys tre touchdown-kast i NFL-finalen var til netop Gronkowski.

"Jeg elsker det"

Super Bowl-sejren var Bradys første for Tampa Bay efter tyve år hos New England Patriots. Den var hans syvende i alt.

- Det her er fantastisk. Jeg elsker det, sagde Brady ifølge nyhedsbureauet AFP under fejringen, som fandt sted på en solrig og varm dag.

- Er der overhovedet nogen, der arbejder i dag? Helt sikkert ikke.

Bådparaden foregik dog ikke uden restriktioner.

Tampa Bays borgmester, Jane Castor, havde opfordret fans til at holde afstand. Det gjorde nogle ifølge Reuters, mens andre ikke gjorde.

Mange private både i nærheden af paraden var derudover blevet opfordret til at holde en vis afstand til spillernes både.