Amerikansk fodbold

Politiet indleder efterforskning af NFL-spiller

Spotlyset på Deshaun Watson forstærkes, efter at en person har indgivet en anmeldelse af NFL-spilleren.

Politiet i den amerikanske storby Houston i delstaten Texas har indledt en efterforskning af NFL-spilleren Deshaun Watson. Han er i de seneste uger blevet beskyldt for seksuelle overgreb på en række kvindelige massører.

Hvad han undersøges for i denne omgang, melder politiet intet om. Efterforskningen er sat i gang, efter at politiet har modtaget en anmeldelse af den 25-årige quarterback fredag.

- Som med alle andre anmeldelser vil politiet i Houston nu foretage en undersøgelse og vil ikke kommentere yderligere undervejs i efterforskningsprocessen, lyder det i en officiel udmelding fra politiet.

Deshaun Watson fra klubben Houston Texans har i løbet af de seneste uger været omdrejningspunkt for 21 civile søgsmål.

Kvinder, der har arbejdet som massører i klubben, anklager ham for seksuelle krænkelser og upassende adfærd.

De seneste to civile søgsmål blev indgivet onsdag.

Afviser alle anklager

Indtil videre har Deshaun Watson og hans advokat afvist beskyldningerne. De har desuden fremlagt udtalelser fra 18 massører, som aldrig har oplevet Watson som upassende.

- Jeg har aldrig behandlet nogen kvinder med andet end den ypperste respekt, sagde Watson i sidste måned.

Allerede da antallet af søgsmål mod den amerikanske fodboldspiller var på tre, indledte NFL en undersøgelse. Den undersøgelse er der endnu intet nyt fra.

Sagerne er kommet frem på et tidspunkt, hvor Watson på grund af sine sportslige udfoldelser er en af de mest omtalte spillere i NFL.

Den 25-årige quarterback kastede i den seneste sæson for 4832 yards og 33 touchdowns.

Han har udtrykt utilfredshed med sin situation i Houston Texans og vil væk fra klubben. Det har klubben indtil videre afvist.