Amerikansk fodbold

Valgt som den første i NFL-draft

Trevor Lawrence blev som ventet valgt først af alle i den årlige NFL-draft, da Jacksonville Jaguars tog ham.

Som sidste sæsons dårligste hold i NFL var Jacksonville Jaguars førstevælger i den årlige draft, hvor de 32 NFL-hold på skift vælger de største talenter fra college.

Helt som ventet valgte Jacksonville at hente det hypede quarterback-talent Trevor Lawrence fra Clemson University som den første af alle i draften.

Lige siden 2020-sæsonens grundspil sluttede i december, og det stod klart, at Jacksonville Jaguars blev det dårligste hold med blot en enkelt sejr i 16 kampe, har det været regnet for givet, at holdet ville vælge den 21-årige quarterback.

Lawrence imponerede stort i college. I sine tre år som startende quarterback hos Clemson vandt han imponerende 34 af 36 kampe med holdet.

Det er en sejrsstatistik, som i den grad må tiltale hans nye hold.

Nervøs og spændt

Jacksonville Jaguars har kun været i slutspillet en enkelt gang siden 2007 og har søgt med lys og lygte efter den quarterback, som kunne tegne holdet i mange år frem.

Den rolle skal den næsten to meter høje og 100 kilo tunge Clemson-stjerne med det karakteristiske lange hår forsøge at udfylde fra den kommende sæson.

- Det her har været drømmen gennem de seneste sæsoner, siger Lawrence til ESPN efter at være blevet valgt.

- Jeg var sindssygt nervøs op til draften, og nu er jeg bare vildt spændt på at blive en del af Jacksonville.

De tre første valg i årets draft var quarterbacks. New York Jets pegede på Zach Wilson med det andet valg, mens San Francisco 49ers snuppede Trey Lance med tredjevalget.

Der er i alt syv runder i draften, men det var kun første runde, som blev afviklet natten til fredag dansk tid. Dermed er 32 spillere valgt indtil nu.

De følgende seks draft-runder afvikles over de næste to dage.