Amerikansk fodbold

NFL-stjerne finder nyt hold

Odell Beckham Jr. skal i resten af 2021-sæsonen i NFL spille for Los Angeles Rams.

Odell Beckham Jr. og Cleveland Browns blev i sidste uge enige om at gå hver til sit. Torsdag har NFL-stjernen så fundet sig et nyt hold.

29-årige Beckham skal i resten af sæsonen spille for Los Angeles Rams, skriver den californiske klub på sin hjemmeside.

Dermed er Beckham, som spiller wide receiver og derfor primært griber bolden, kommet til et hold, der har gang i en god sæson. Rams har vundet syv ud af ni kampe indtil videre.

Sidste fredag meddelte Beckhams nu tidligere hold, Cleveland Browns, at han ville blive fritstillet. Det skete, efter at der angiveligt i en længere periode havde været stridigheder mellem parterne.

Tidligere samme uge kom det for alvor frem i lyset i forbindelse med, at der var deadline for, at holdene kunne handle spillere indbyrdes.

Far delte særlig video på Instagram

Op til deadline lagde Beckhams far en 11 minutter lang video på Instagram, der var et sammenklip af øjeblikke, hvor Clevelands quarterback, Baker Mayfield, undlod at kaste bolden til Beckham.

Det blev af flere opfattet som en opfordring til, at Browns skulle sende Beckham til et andet hold, men det skete ikke.

Beckham har tidligere været en af ligaens bedste spillere på sin position, men har de seneste år døjet med mange skader, ligesom præstationerne på banen ikke har matchet tidligere tiders niveau.

Beckham kom ind i NFL i 2014, da New York Giants valgte ham i den årlige draft, og tog hurtigt ligaen med storm.

I hver af sine tre første sæsoner blev han valgt til at spille i NFL's årlige All Star-kamp, Pro Bowl.

I 2019 blev han handlet til Cleveland Browns, men skiftet blev aldrig for alvor en succes.