Amerikansk fodbold

Amerikanere står i kø for at sikre danskers underskrift

18-årige Magnus Møller er blandt de mest eftertragtede danske sportsudøvere i verden. NFL-ekspert ser et ekstraordinært stort potentiale i danskeren.

Nogle uger kommer et enkelt brev ind ad brevsprækken, andre uger kommer der flere end 10.

Nogle gange er Harvard afsenderen, andre gange er det andre amerikanske universiteter.

Fælles for brevene er indholdet. I dem er det tydeligt, at flere af de mest anerkendte universiteter i USA vil gå langt for få fingrene i 18-årige Magnus Møller fra Bredballe. Faktisk har den unge dansker, udover mange opfordringer og tilkendegivelser, modtaget 12 officielle college-tilbud fra forskellige universiteter i USA.

Jeg føler, jeg står oppe i en flyver og kigger ned på jorden, hvor der er et nålehul, jeg skal ramme

Magnus Møller

Årsagen til interessen for Magnus Møllers skyldes ikke evnerne på skolebænken - selvom de ikke fejler noget - men i stedet danskerens talent for amerikansk fodbold.

Et talent, der er så ekstraordinært, at NFL-ekspert Claus Elming har svært ved at sætte ord på danskerens potentiale.

- Magnus Møller er måske det allerstørste talent, vi nogensinde har haft. Nu er det bare et spørgsmål om, at han får smidt nogle ekstra kilo på, noget ekstra teknik på, og så er der en god chance for, at vi får ham at se i NFL - og måske på et af de allerbedste hold, siger Claus Elming om den talentfulde dansker.

Magnus Møller

Alder: 18 år

Højde: 208 centimeter

Vægt: 135 kilo

Nuværende klub: Triangle Razorbacks

Position: Offensive line

Skal træffe afgørende valg

Selvom bunken af breve hober sig op på Magnus Møllers værelse, vil trafikken ind ad brevsprækken snart forstumme.

For inden længe skal Magnus Møller vælge, hvilket af de mange tilbud han vil takke ja til.

Tilbuddene er overvejende de samme og handler om, at Magnus Møller kan få betalt et fireårigt ophold på college, hvor han kan tage en uddannelse, samtidig med at han skal repræsentere et universitetets collegehold.

Det er fuldstændig absurd som europæer at komme i NFL. Der er så lille chance for det

Magnus Møller

Som udgangspunkt skal danskeren ikke betale en krone for opholdet, der vil bringe ham tættere på drømmen om NFL.

- At kunne gøre det (tage på college i USA, red.) uden at skulle betale for det er jo helt hjernedødt, siger Magnus Møller.

- Men det er ikke engang det største. Det største er, at det er den bedste mulighed, man får for at komme til NFL. Det er grunden til, folk gør det.

Danskeren fortæller, at selvom det er smigrende at få så mange tilbud, vil han forholde sig ydmyg. For ham er det vigtigste bare at vælge dét sted, der kan gøre ham glad, og hvor han kan spille den bedste "football".

Ekspert kalder valg afgørende

Netop valget omkring, hvad de næste fire år skal bruges på, kan blive afgørende for Magnus Møllers potentielle karriere i NFL.

- NFL-klubberne holder øje med, hvad der sker på college-niveau, så derfor er det selvfølgelig vigtigt for Magnus, at han vælger det rigtige college, siger Claus Elming.

- Han skal beslutte sig for, hvilken vej han vil gå. Han kan godt vælge et af de største colleges og så måske ikke få så meget spilletid. Eller han kan vælge et af de mindre colleges og få meget spilletid – og så er der ingen tvivl om, at NFL-klubberne vil få øjnene op for ham.

Ifølge Claus Elming har den talentfulde dansker flere vigtige kompetencer, der giver ham gode forudsætninger for en dag at kunne havne i NFL. Blandt andet Magnus Møllers naturlige fysisk, men også den unge danskers mentale- og tekniske færdigheder fremhæves af NFL-ekspert Claus Elming.

Drømmen om NFL

Selv er Magnus Møller ærlig omkring den store drøm, der selvfølgelig er at komme i NFL, men danskeren er også ydmyg i sin tilgang og forsøger at være realistisk.

- Det er lidt underligt, for alt hvad jeg laver i mit liv lige nu, bygger jeg op omkring, at jeg håber på at komme i NFL. Men når jeg tænker på chancen og bare kigger indad, så føler jeg, jeg står oppe i en flyver og kigger ned på jorden, hvor der er et nålehul, jeg skal ramme, siger den unge dansker og uddyber:

- Og det er sådan, oddsene er. Det er fuldstændig absurd som europæer at komme i NFL. Der er så lille chance for det. Statistiskerne siger, at det aldrig sker, men det gør det jo. Og jeg håber, jeg kan blive en af dem, der rammer inden for den margin, slutter Magnus Møller.

Til december skal Magnus Møller vælge, hvilket tilbud han vil acceptere. Uanset hvilket college-hold, han bliver en del af, starter danskerens eventyr i USA efter sommer.