Amerikansk fodbold

Alle bør hjælpe fyret NFL-stjerne, siger Brady

Buccaneers-spilleren Antonio Brown er ikke længere en del af holdet, efter han forlod banen midt under NFL-kampen søndag aften.

Der blev løftet et øjenbryn eller to, da Tampa Bay Buccaneers-spilleren Antonio Brown pludselig forlod banen søndag aften.

Brown tog sin uniform af, kastede en trøje ud til publikum og lavede et peace-tegn, inden han gik ud af tunnelen. Optrinnet fik hurtigt konsekvenser, og stjernen blev fyret fra holdet.

Alligevel opfordrer holdkammeraten Tom Brady nu folk til at bakke stjerne-receiveren op og hjælpe ham i en hård tid.

- Det er tydeligvis en svær situation. Jeg tror, at vi alle ønsker, at han... Jeg synes, at alle - forhåbentligt - skal forsøge at gøre, hvad de kan for at hjælpe ham på den måde, han har brug for, siger NFL-legenden Brady ifølge Fox News.

- Vi elsker ham alle sammen, og vi holder alle sammen rigtig meget af ham. Vi ønsker at se ham på sit bedste, og desværre bliver det ikke på vores hold.

Søndagens kamp mellem Tampa Bay Buccaneers og New York Jets var midtvejs i tredje quarter, da Brown forlod banen.

Ifølge Buccaneers-træner Bruce Arians havde han ad to omgange forsøgt at få Brown til at gå på banen igen. Begge gange havde Brown nægtet, hvorefter Bruce Arians havde bedt ham om at gå.

Brown med kort kommentar

Efter det overraskende optrin undervejs i kampen ventede de fleste selvsagt på en reaktion fra hovedpersonen.

Nogen officiel kommentar eller uddybning kom der aldrig, men natten til mandag dansk tid strøg Brown til tasterne på det sociale medie Instagram.

- Stort MAD (Making A Difference - at gøre en forskel, red.) Tak for muligheden, skrev stjernen.

Et opslag, der i flere amerikanske medier tolkes som en kort farvel-hilsen.

Brown har også tidligere været i uvejr i ligaen. I december blev han for eksempel suspenderet af sit nu tidligere hold for at lyve om sin vaccinationssituation, mens han også har været beskyldt for både seksuelle overgreb og truende adfærd i sin karriere.

Han var på et tidspunkt regnet som en af NFL's bedste receivere, og han har vundet Super Bowl én gang.