Amerikansk fodbold

NFL-stjerne anholdt på fly og sigtet for partnervold

36-årige Adrian Peterson kom søndag i et voldsomt skænderi med sin hustru i et fly på vej mod Texas.

NFL-stjernen Adrian Peterson er søndag blevet anholdt i Los Angeles International Airport i forbindelse med en påstået sag om partnervold.

Politiet blev kaldt til stedet, da en mand og en kvinde kom i et voldsomt skænderi på et fly på vej mod Houston i delstaten Texas.

Ifølge ansatte i lufthavnen var skænderiet både "verbalt og fysisk" og involverede en mandlig gerningsmand og et kvindeligt offer.

Manden blev efterfølgende anholdt af politiet, mens flyet, der allerede var på vej mod startbanen, måtte vende tilbage til gaten.

Søndag bekræfter politiet så, at Adrian Peterson er blevet anholdt og sigtet for at påføre sin hustru skader på kroppen.

Petersons kaution er blevet sat til 50.000 dollar svarende til godt 325.000 kroner.

Har tidligere været MVP

Den 36-årige runningback blev i 2012 kåret til den mest værdifulde spiller i NFL, der er verdens bedste liga for amerikansk fodbold.

Han har i 2021-sæsonen spillet for to forskellige klubber i form af Tennessee Titans og Seattle Seahawks, hvor det er blevet til i alt fire kampe.

Adrian Peterson er for tiden klubløs, efter at hans kontrakt med Seattle Seahawks udløb i slutningen af denne sæson.

Det er ikke første gang, at NFL-stjernen er i myndighedernes søgelys. I 2014 blev han ved en domstol i Texas dømt for at have slået sin fireårige søn.

Flyet, som Peterson var om bord på, fløj senere søndag til Texas med NFL-spillerens hustru om bord.