Amerikansk fodbold

45-årig stjerne imponerer stadig igen og igen

Tom Brady er på vej ind til endnu en sæson i NFL, selvom han tidligere på året sagde farvel til selvsamme liga.

Se NFL på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Ser man ham spille, og tager man et kig på hans statistikker, kunne man sagtens fristes til at omtale Tom Brady som "umenneskelig".

Men spoler man tiden tilbage til starten af 2022, får man et klart bevis på, at han trods alt bare er et menneske.

Her blev Tom Brady nemlig godt, gammeldags i tvivl om, hvad han ville.

Den 1. februar tog den dengang 44-årige Brady en beslutning om at indstille sin karriere. Han ønskede at "overlade spillet på banen til den næste generation af dedikerede og engagerede atleter."

Men blot 40 dage senere ombestemte han sig. Han havde fortrudt.

- I løbet af de seneste to måneder er det gået op for mig, at jeg stadig hører til på banen og ikke på lægterne. Den tid skal nok komme. Men det er ikke nu, skrev Brady, da han i starten af marts offentliggjorde sit "comeback".

Kontrameldingen gik verden rundt - ligesom beskeden 40 dage forinden.

En legendes karriere blev lagt i graven med manér, inden den genopstod til stor begejstring.

Se Tom Brady og Buccaneers mod Dallas Cowboys natten til mandag på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Jeg tror, ​​han kaster den bedre, end jeg nogensinde har set ham kaste den

Buccaneers' quarterback-træner Clyde Christensen

Siden dengang har Tom Brady sat flere ord på sin svære beslutning og tankerne om, hvornår det endelige karrierestop skal komme.

I et længere interview med Variety fortæller Brady, at han stadig er i tvivl om, hvor længe han kan spille med, selvom han er godt tilfreds med sin beslutning om at fortsætte.

- Jeg ved virkelig ikke (hvornår jeg stopper, red.). Jeg vil sige, at det nok bliver en vurdering fra år til år. Kunne i år blive mit sidste? Helt sikkert. Kunne jeg ombestemme mig? Helt sikkert. Men jeg har indset, at jeg i hvert fald ikke har fem år tilbage, siger Brady.

Vil give alt

Fremtiden er uvis, men planerne for denne sæson er på plads.

Brady har nemlig skrevet en etårig forlængelse med Tampa Bay Buccaneers, som han har spillet for siden 2020.

Dermed er den 45-årige quarterback klar til sin 23. sæson i National Football League (NFL), hvor han siden år 2000 har leveret det ene højdepunkt efter det andet.

Og hvis man er i tvivl om, hvad Bradys mål for sæsonen er, så er det såmænd bare det samme som altid. Han vil vinde.

- Jeg vil gøre det på min egen måde. Jeg vil give den alt. Men jeg må se, hvor jeg er. Min krop føles god. Jeg har haft en masse traumatiserende skader gennem årene, men hvis tingene går godt, og vi vinder, vil det være virkelig godt, siger Brady.

Den bedste nogensinde?

Med Tom Bradys "tilbagekomst" kan NFL-fansene se frem til endnu en sæson med en af de bedste spillere i ligaens historie.

Brady har fået tilnavnet GOAT (Greatest of All Time, red.) af både fans og flere prominente sportsudøvere. Et navn, der på godt dansk betyder "den bedste nogensinde".

Og hvorfor så det?

Igennem sine 22 sæsoner har quarterbacken, der har spillet det meste af sin karriere i New England Patriots, domineret ligaen som ingen andre og vundet titler og rekorder på stribe.

Her følger et udpluk af dem:

  • Syv Super Bowl-titler (flest af alle)
  • Ti Super Bowl-finaler (flest af alle)
  • Kåret som Super Bowl MVP 5 gange
  • 243 sejre i NFL's grundspil (rekord for en quarterback)
  • Flest kastede touchdowns
  • Flest yards kastet

Træner er imponeret over Brady

Statistikkerne er vanvittige, og hovedpersonen selv melder sig fuldstændig klar til endnu en tørn.

Det lover jo alt sammen godt for den nye sæson, men står Brady nu også så stærkt, at han igen-igen kan være en dominerende skikkelse i NFL?

Ifølge Buccaneers' quarterback-træner, Clyde Christensen, der arbejder med Brady til daglig, er der ingen grund til bekymring.

Den gamle kan endnu.

- Hver eneste dag står jeg forbløffet tilbage. Hver eneste dag ser jeg ting fra hans hånd, som imponerer mig.

- Og Gud. Jeg tror, ​​han kaster den bedre, end jeg nogensinde har set ham kaste den, siger Christensen til ESPN.

Den rutinerede stjerne var i slutningen af august væk fra holdet af "personlige årsager". Han er dog tilbage nu, og han melder sig selv klar til sæsonstart.

Tom Brady og Tampa Bay Buccaneers indleder den nye sæson natten til mandag dansk tid. Her møder de Dallas Cowboys i en kamp, der kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Sidste sæson blev Tampa Bay Buccaneers slået ud af slutspillet i NFL af Los Angeles Rams.