Amerikansk fodbold

Får straf efter bizar situation

Chicago Bears fik en straf på 15 yards, da deres holder havde taget et håndklæde med på banen.

Du kan se NFL på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Der ventede et field goal-forsøg på 47 yard-linjen. Troede de.

Men da kickeren Cairo Santos, der er fra Chicago Bears, skulle til at sparke, fløjtede dommerne af.

Trenton Gill, der skulle holde bolde for Santos, havde nemlig taget et håndklæde med ud på banen og havde tørret det våde græs.

Og det er altså ikke tilladt.

- Usportslig opførsel. Nummer 16 tog et håndklæde med ud og tørrede banen af. Ifølge reglerne er det ulovligt. 15 yards straf. Fjerde down, sagde kampens dommer.

Dermed blev Chicago Bears rykket fra 47 yard-linjen og ned til 62 yard-linjen. Det var for langt for kickeren Cairo Santos, og hjemmebaneholdet måtte i stedet punte bolden væk til stor undren for publikum.

- Nej, nej, nej, lød det fra TV 2 SPORTs NFL-ekspert Jesper Elming under kommenteringen.

- Han har simpelthen… Jeg tror, at han har taget håndklædet med ind og har tørret der, hvor de skulle sparke. Det er en katastrofal fejl.

Det offensive spil i kampen mellem Chicago Bears og San Francisco 49ers blev godt og grundigt forstyrret af regnvejret - alligevel bød kampen på tre touchdowns. Video: TV 2 SPORT

Vendte kampen totalt

San Francisco 49ers havde mulighed for at komme foran med 10-0 kort inden pausen, men da de skulle længere tilbage, var afstanden blevet for stor til, at de kunne sparke.

Derfor måtte de droppe forsøget, og de endte med kun at være foran med 7-0.

Trenton Gill tørrede græsset af, da store vandmængder prægede kampen igennem. Om det overhovedet hjælper at tørre græs med et håndklæde er dog også tvivlsomt.

Chicago Bears rodede dog bod på den bizarre fejl i anden halvleg, hvor de fik vendt kampen totalt og vandt den med 19-10.