Amerikansk fodbold

- Det giver ikke mening, selv når du ser det igen

George Pickens, der spiller for Pittsburgh Steelers, har efterlyst at få bolden noget mere. Natten til fredag så vi, at han kan lave magiske ting.

Du kan se NFL på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Det er et af de øjeblikke, hvor man lige ser den langsomme gengivelse en ekstra gang.

Hvordan kunne han gribe den?

George Pickens, der er wide receiver for Pittsburgh Steelers, kom i fokus mod slutningen af første quarter i nattens kamp mod Cleveland Browns, da Steelers var i en presset situation og var bagud med 0-7. De skulle have to yards for at få et nyt sæt downs.

Quarterbacken Mitch Trubisky lod sig falde tilbage, da han modtog bolden. Og han kiggede ud mod siden af banen og kastede bolden mod wide receiveren Pickens, der forsøgte at komme fri. Det formåede han dog ikke, da han havde cornerbacken Martin Emerson Jr. lige i nakken.

Dette lod rookien Pickens sig dog ikke forstyrre af, og han fik grebet bolden helt utroligt med én hånd.

Og det har skabt adskillige overskrifter i amerikanske medier og reaktioner på sociale medier.

Fox News: - Steelers’ George Pickens laver vanvittigt catch med én hånd mod Browns.

Yahoo Sports: - Det giver ikke mening, selv når du ser det igen.

NFL: - Er du seriøs, George Pickens? Sikke et catch med én hånd!

Situationen betød, at Steelers kom 36 yards ned ad banen og kunne til sidst udligne efter et touchdown fra runningbacken Najee Harris.

George Pickens meldte ud efter den forrige kamp mod New England Patriots, at han gerne vil have bolden noget mere. Quarterbacken Mitch Trubisky fortæller efter Browns-kampen, at Steelers vil forsætte med at give bolden til de holdkammerater, der kan lave store spil.

- Vi har en masse playmakers, og vi forsøger at give bolden til dem. Når bolden bevæger sig fremad, er alle glade. Når vi scorer, er alle glade. Vi holder sammen og bliver ved med at give vores playmakers boldene, siger han efter kampen.

Sammenlignes med ikonisk catch

I flere amerikanske medier og på sociale medier sammenlignes George Pickens’ catch med Odell Beckhams fra 2014.

Wide receiveren, der spillede for New York Giants på det tidspunkt, endte dog i endzone med sit ikoniske catch og scorede et touchdown.

Derfor står det måske stadig højere i historien end Pickens’. Odell Beckham Jr. har dog også selv tweetet om episoden.

- Dette catch er beskidt, skriver Beckham, der er free agent og ikke er tilknyttet et hold i øjeblikket.

George Pickens endte med syv targets, tre receptions og 39 yards i kampen.

Steelers tabte opgøret med 17-29 og har nu to nederlag i sæsonens tre første kampe, mens Cleveland Browns har to sejre og et nederlag.