Han har blæst alle bagover med sin raket af en arm

Holdene er blevet bedre til at spille mod Mahomes, men han finder alligevel måder at vinde på.

Af Jesper Elming, NFL-ekspert på TV 2 SPORT

Når jeg sidder og forbereder mig til disse NFL-kampe hver søndag, så forsøger jeg altid at finde nogle sjove historier i kampen. Eller finde noget der statistisk set er helt uden for radaren.

I min forberedelse til denne uge er al sund (NFL-)fornuft væk, når snakken falder på Kansas City Chiefs’ quarterback Patrick Mahomes.

Vidunderknægten fra Kansas City har blæst alle bagover med sin raket af en arm og sine forskellige måder at kaste bolden på. Okay, Mahomes er lige fyldt 27 år i sidste uge, så jeg skulle måske ikke kalde ham en ’knægt’ længere, men når han løber rundt på banen, ligner han en knægt, der bare har det sjovt med at spille.

Og så lyder hans stemme i øvrigt også, som om den er lidt i overgang.

Patrick Mahomes er født i Texas med sport i blodet. Hans far var professionel pitcher i baseball og spillede for seks forskellige klubber i Major League Baseball over 11 år. Sønnike var også rigtig glad for baseball, og det kan man tydeligt se, når Patrick spiller for Chiefs. For der er flere gange i løbet af en kamp, hvor han kaster bolden på en helt ukurant måde.

Men Patrick har selv været ude at sige, at hans mange timer på baseball-banen og sågar basketball-banen (for det er han skam også god til), har været med til at gøre ham til en bedre quarterback.

Patrick behøver ikke at være i perfekt balance eller kaste helt konventionelt for at bolden kommer med perfekt spiral frem til en medspiller. Patrick kaster gerne bolden både sidevejrs eller underhånds, hvis det er nødvendigt.

”50 Touchdown Klubben”

Det var tydeligt for enhver, da Patrick Mahomes kom ind i ligaen i 2017, at det bare var et spørgsmål om tid, før han slog Alex Smith af holdet. Bevares, Alex Smith var god, men han var ikke spektakulær. Og vigtigst af alt vandt Alex Smith ikke de tætte kampe. Og slet ikke slutspilskampene.

Så selvom Chiefs var gået henholdsvis 12-4 og 10-6 i 2016 og 2017 med Alex Smith ved styrepinden, så valgte head coach Andy Reid at give nøglerne til Chiefs-bussen efter 2017-sæsonen til Patrick Mahomes og sende Alex Smith på porten.

I sin første sæson som starter var Mahomes stort set ustoppelig. Holdene anede simpelthen ikke, hvad de skulle stille op mod dette nye fænomen. Mahomes kastede over 5.000 yards (der er kun ni quarterbacks i historien, der har kastet over 5.000 yards), og han kastede helt overvældende 50 touchdowns.

Der er i øvrigt kun to andre spillere, der har kastet 50 touchdowns på én sæson, og det er legenderne Peyton Manning og Tom Brady. Med andre ord … folk var godt klar over, at her havde vi noget helt særligt på hånden.

Fire år med masser af succes

I de fire år som starter for Kansas City Chiefs har Mahomes ført holdet fra staten Missouri (ikke staten Kansas) til minimum semifinalen alle fire år. Og Mahomes og Chiefs har endda været så gode, at de har haft hjemmebane i alle fire opgør.

Chiefs havde vel at mærke inden Mahomes-æraen aldrig spillet på hjemmebane i semifinalen. I 2018-sæsonen sluttede det med et overtime nederlag til Tom Brady og Patriots. I 2019 gik Mahomes og Chiefs hele vejen og vandt Super Bowl. I 2020 var de endda tilbage i Super Bowl, men tabte til Brady, der nu var rykket til Buccaneers. Og sidste år i 2021-sæsonen tabte de i overtime til Cincinnati Bengals.

Det er helt uhørt i nutidens NFL, hvor holdene er så lige, at et hold er i semifinalen fire år i træk og endda med hjemmebane i alle fire opgør. Men igen, det siger noget om Mahomes’ niveau og hans evner. For holdene er blevet bedre til at spille mod Mahomes, men han finder alligevel måder at vinde på. Så selvom det måske ikke ser så spektakulært ud længere på alle spil, så leverer Mahomes stadig magi i hver kamp.

Indtil videre i denne sæson er det blevet til 7 touchdown-kast uden at have kastet en eneste interception i årets to første kampe. Lad so nu bare for sjov skyld lave regnestykket og se, hvordan Mahomes statistisk set kunne slutte sæsonen.

Hvis vi ganger det op til 17 kampe, så kommer Mahomes til at kaste 59,5 TDs og 0 interceptions. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske, men Mahomes er nok en gang ved at smadre rekordbøgerne.

På YouTube findes der en video med Mahomes highlights, der hedder ”Patrick Mahomes’ Top 27 Plays (so far)”, og det er jo meget sigende. For det, vi har set fra Mahomes indtil videre, er jo bare ’so far’.

Vi ved, at der kommer mere magi. Forhåbentligt allerede søndag kl. 19.00. Ses vi?

På falderebet

Tre ting, jeg synes...

  • Jeg synes, at det endnu engang er en vild start på sæsonen, vi har fået i NFL anno 2022. Hold, som vi slet ikke regnede med ville vinde, deler tæsk ud, og hold, vi troede på, går hen og taber. En lille sjov statistik: Jets, Giants, Lions og Jaguars vandt alle sammen i sidste spillerunde. Det er 3.935 dage siden, at det er sket, at netop de fire hold har vundet i samme spilleuge. Det fortæller noget om nye vinde i NFL, det fortæller noget om, hvor ringe de fire hold har været over de seneste mange år, og så fortæller det samtidig, at der bliver ført statistik med alt i NFL.
  • Jeg synes, det er fedt at se Hjalte Froholdt blive brugt af Cleveland Browns… som fullback! Minsandten om Froholdt ikke var inde natten mellem torsdag og fredag og lægge en super vigtig blokering for at touchdown’et kunne blive til noget. Og jeg skal love for at ”rambuk-teknikken” virkede for Froholdt. Hans mand blev godt og grundigt fjernet. Lad os så bare håbe, at Froholdt får lidt flere spil på angrebet for Browns.
  • Jeg synes, at Kyler Murray er for vild at se på. På den 2-point conversion, han selv løber ind i spilleuge 2 mod Las Vegas Raiders, løber han ca. 85 yards. FEM-OG-FIRS! Playet tog 21 sekunder. EN-OG-TYVE! Cardinals fuldførte comebacket og vandt i overtime. Lad os snart få Kyler Murray og Cardinals på TV 2 Sport!

Mit Super Bowl bud inden spilleuge 3:

Intet nyt her… Bills ser super skarpe ud. Packers kom sig over fadæsen i uge 1:

Buffalo Bills – Green Bay Packers