Amerikansk fodbold

Han holdt en kunstpause, og jeg tænkte: "Det bliver et kongeinterview"

I denne weekend er NFL-cirkusset landet i London, hvor Saints møder Vikings.

NFL fejrer et lille jubilæum denne weekend. Det er kamp nr. 100, de spiller uden for USA.

Kampen bliver spillet på Tottenham Hotspur Stadium, hvor New Orleans Saints møder Minnesota Vikings. De fleste af de 100 kampe har været træningskampe, men NFL traf en vild beslutning i 2007. Som så mange gange før sendte de to hold til Europa, men forskellen var nu, at det faktisk var en kamp, der gjaldt noget.

Altså ikke bare en træningskamp, men en kamp som kunne få afgørende betydning for, om det ene eller det andet hold kom i slutspillet.

Dengang i 2007 var jeg udsendt medarbejder for TV 2 Sporten, hvor jeg skulle dække, at Miami Dolphins og New York Giants var sendt over Atlanten.

Det var helt tydeligt, at reklamereplikkerne var øvet hjemmefra, så da fotografen og jeg interviewede Miami Dolphins’ daværende cheftræner Cam Cameron, lagde han vægt på, at ”this is business trip”. Sætningen gik igen og igen i hans svar. Hver mulighed han fik, så fik han flettet ind: ”This is business trip”. Med andre ord… ”vi er her IKKE for at være turister, vi har en footballkamp, og den skal vindes”.

Fotografen og jeg tog videre til New York Giants’ træning. En sjov sidehistorie der er, at Giants havde lånt fodboldklubben Chelsea’s træningsanlæg, og vores taxachauffør derud var helt oppe at ringe over, at han var på vej ind på Chelseas hellige grund.

Da vi havde kørt igennem porten, spottede chaufføren Chelseas (og landsholdets) anfører John Terry. Han ringede med det samme til en kammerat og fortalte de vilde nyheder. Jeg opdagede knap nok Terry, men var til gengæld helt oppe at køre over, at vi skulle overvære Giants’ træning.

Gudhjælpemig om reklamereplikkerne ikke fortsatte hos Giants. Deres cheftræner Tom Coughlin sagde minsandten også ”this is business trip”. Deres onde forsvarsspiller Michael Strahan havde tydeligvis jetlag, men han var også blevet skolet hjemmefra, så han ytrede også, at det var ”business”.

Og så kom vi hen til quarterback Eli Manning.

Jeg kiggede mig omkring, og ved en tilfældighed var ESPN, FOX, CBS og NFL Network alle gået videre for at interviewe nogle af de andre spillere. Med andre ord… vi havde Eli Manning helt for os selv.

Så tænkte jeg, at det er nu, vi har den store mulighed for at høre, hvad spillerne virkelig tænker. Så jeg spurgte Eli Manning ”sådan helt ærligt, hvad tænker du om at skulle flyve helt herover for at spille et footballkamp – som IKKE er træningskamp – og så flyve hjem igen?”

Eli kiggede ned i jorden. Han holdt en kunstpause. Jeg tænkte: ”Shit, det her bliver et kongeinterview”.

Så kiggede han mig lige i øjnene og sagde: ”Well, it’s a business trip, bla, bla, bla…”

Selve kampen var en uskøn affære udført i regnvejr på en mudret bane på Wembley. Men Giants var glade, for de havde vundet 13-10. Der var 81.000 tilskuere, der var glade, for de havde fået NFL helt tæt på i stedet for at se det i fjernsyn. Og NFL var superglade. De havde oplevet noget helt uventet. For de 81.000 tilskuere på stadion var ikke nødvendigvis Giants- og Dolphins-fans. Nej, de var fans af football. Så på stadion kunne man spotte fans i spilletrøjer for alle de 32 hold. En ren farvelade butik. Og sådan har det været lige siden.

Det er 34. gang siden 2007, at to hold mødes i London. På søndag er det Saints mod Vikings. Der vil helt klart være flest fans af de to hold, men der vil også være Raiders-fans. 49ers fans, Jets, Broncos, osv. Det er en hyldest af fodbold på amerikansk i London. Folk tropper op i deres holds farver. Og jeg kommer naturligvis iklædt lilla.

Ses vi? I givet fald bliver det i London. Gutterne tager kampen hjemme fra studiet i Odense. Og husk, at det allerede er med kickoff klokken 15.30!

Tre ting, jeg synes…

  • Jeg synes, det er vildt at tænke på, at fire af de største stjerner i NFL, Tom Brady, Aaron Rodgers, Patrick Mahomes og Josh Allen, scorede henholdsvis 12, 14, 17 og 19 point i sidste weekend. Det bliver ikke normen fremover. De kommer til at skyde forsvar i stykker, når sæsonen kommer længere hen. Jeg garanterer det!
  • Jeg synes, det var uhyggeligt at se Tua Tagovailoa med fingre strittende til alle sider i kampen torsdag nat. Hans hoved ramte hårdt ned i jorden, og han var helt væk. Det skete blot fire dage efter, han ikke kunne stå på benene i kampen mod Buffalo og var nødt til at gå ud. Og det var en lignende situation i søndags mod Buffalo, hvor hans hoved også ramte hårdt ned i jorden. Til alle kampe er der en læge til stede, som ikke har tilknytning til nogen af holdene. Vedkommendes opgave er at holde øje med hovedskader. I kampen mod Buffalo blev alle protokoller angiveligt fulgt, og Tua skulle efter sigende ikke have pådraget sig en hjernerystelse. Man kan alligevel ikke lade være med at tænke over, om det får et efterspil nu, og om Tua blev grundigt nok undersøgt.
  • Jeg synes, det er helt crazy, at Vikings lander fredag morgen i London efter en natflyning. Spiller kamp søndag eftermiddag i London og skal hurtigt hjem til Minnesota for at spille igen søndag. Det kan umuligt være optimalt for hverken spillere eller trænere.

Mit Super Bowl bud inden spilleuge 4:

Hmm… jeg havde egentlig skrevet Miami Dolphins her, fordi de havde slået Buffalo Bills, men efter torsdagens nederlag – og ikke mindst tabet af quarterback Tua – så går jeg tilbage til:

Buffalo Bills – Green Bay Packers