Amerikansk fodbold

Kommentatorpar går amok over "fuldstændig sindssyg" afslutning

Jimmy Bøjgaard og Kasper Skyum var ellevilde, da afgørelsen på Vikings-Saints rullede over skærmen.

Gør dig selv en tjeneste og se videoen ovenfor som det første.

Har du gjort det? Godt. For det er da svært ikke at lade sig begejstre. New Orleans Saints havde muligheden for at sende kampen mod Minnesota Vikings i overtid, men de var i den grad uheldige.

Kickeren Wil Lutz sendte et fremragende field goal-forsøg afsted fra 61 yards, som først tog stolpen, siden overliggeren og sprang ud. Sejr til Vikings på 28-25 og vild stemning i TV 2 SPORTs kommentatorboks.

Jimmy Bøjgaard: - Den rammer overliggeren!

Kasper Skyum: - Hvor er det ærgerligt!

Bøjgaard: - Det er fuldstændig sindssygt. Det så ud til, den var inde!

Efter lidt tid rullede slow-billederne over skærmen, og det blev stemningen ikke mindre vild af.

Bøjgaard: - Neeeej, den tager det inderste af overliggeren. Det er jo fuldstændig sindssygt.

Skyum: - Man føler med dem, for de har lige den der et kort øjeblik, hvor de tænker ”den er der”. Det er superærgerligt for Saints, men Vikings er jo helt ekstatiske. Man kan tydeligt se følelserne i alle. Det kommer ned til marginalerne.

Havde svært ved at forstå det

Da kampen var slut, fik den amerikanske reporter fat i quarterbacken for Minnesota Vikings, Kirk Cousins. Også han havde svært ved at tro, hvad han så, da han fulgte dramaet på sidelinjen.

- Jeg så den ramte stolpen og overliggeren, og jeg troede, at den var på vej ind, men den hoppede åbenbart ud. Det var vanvittigt, siger Cousins.

Kampen blev spillet i London. Den engelske by har siden 2007 lagt jord til kampe årligt, og Cousins har prøvet det før. Sidst stod han over for samme quarterback, da Andy Dalton også var modstanderen. Her endte opgøret uafgjort, så Cousins var glad for afgørelsen denne gang.

- Det føles helt sikkert bedre. Jeg havde allerede fløjet hjem fra London én gang efter en uafgjort. Det ville jeg ikke gøre igen, siger han med et smil.

Vikings har fået en fin start på sæsonen med tre sejre i fire kampe, mens Saints blot har vundet et enkelt af i alt fire opgør.