Amerikansk fodbold

Brady får bøde for at sparke ud efter modstander

Det er ikke første gang, at Tom Brady har sådanne tilbøjeligheder.

NFL’s mest vindende spiller, Tom Brady, må til lommerne efter femte spillerundes mest kontroversielle episode.

CBS og ESPN rapporterede fredag, at superstjernen bliver 11.000 dollar (84.000 kroner) fattigere, fordi han sparkede ud efter Atlanta Falcons’ Grady Jarret i sidste weekends opgør.

Brady, der er quarterback for Tampa Bay Buccaneers, blev sendt i græsset af netop Grady Jarret, og det gjorde tilsyneladende ondt og frustrerede den 46-årige stjerne, der tydeligvis mente, at Atlanta-forsvarsspilleren var for hårdhændet.

Det mente dommerne også. Således blev der dømt roughing the passer. En dom, der har været et stort samtaleemne, lige siden dommer Jerome Boger annoncerede den.

Har tidligere fået bøde for at sparke

Tom Brady tjener omkring 15 millioner dollar om året og kommer derfor ikke til at leve på sultekost på grund af bøden.

Det er ikke noget nyt, at Tom Brady sparker ud efter modstandere, når han er irriteret. Det er dog ved at være et stykke tid siden, at han bliver fattigere af det. Vi skal helt tilbage til 2013 for at finde Bradys sidste bøde for selvsamme forseelse.

Det skete i AFC-finalen, hvor han sparkede ud efter Ed Reed fra Baltimore Ravens.