Amerikansk fodbold

NFL-dansker glæder sig over anderledes rolle

På søndag møder Hjalte Froholdt sit tidligere hold New England Patriots.

NFL's eneste dansker, Hjalte Froholdt, har fået tilsat et ekstra krydderi til sin tilværelse i den stjernespækkede liga.

Den 26-årige danskers begyndelse på sæsonen for Cleveland Browns har været fornem og spændende. Her har han stiftet bekendtskab med flere roller – heriblandt den uventede rolle fullback. En tjans, som de færreste nok havde forventet, før de pludselig så nummer 72 guide holdets største stjerne, Nick Chubb, til et touchdown.

- Det er superfedt at komme ind på banen og spille noget offense og ikke kun komme ind ved field goals, siger Hjalte Froholdt til TV 2 SPORT.

Under de seneste kampe har han været en vigtig brik i holdets vej mod endzone, når de står tæt på mållinjen, og det er – ud over hans atletiske evner – takket være hans store fysik, forklarer han.

- Vi er begyndt at lege med, at jeg kommer ind ved goal line som fullback, hvor vi får en rigtig stor pakke ind (store folk, red.). Det ændrer sig hver uge med henhold til gameplan, og hvordan defense håndterer det. Så der er intet garanteret. Det kan være, det er helt anderledes i denne uge.

Møder sit gamle hold

At deltage i et play, der ender med et touchdown, ville være ekstra specielt på søndag.

Her står han nemlig over for sin tidligere arbejdsgiver New England Patriots, som han blev draftet til i 2019. Midt i første sæson blev han dog i overskud og fik ophævet sin kontrakt.

- Det er altid svært at spille mod Patriots. Man ved aldrig helt, hvad man kommer ind til. Belichick (Patriots-træner, red.) er jo en fantastisk coach. Jeg har jo selv været en del af de her gameplans før. Det kan enten være det fuldstændig samme, som han gør hver uge, eller også har han en helt ny gameplan og ting, han ændrer – i hvert fald defensivt, siger Hjalte Froholdt.

Cleveland Browns er danskerens tredje NFL-hold. Efter sin tid i New England hentede Houston Texans ham. Det er dog på sit nuværende hold, fynboen har nydt størst personlig succes.