Amerikansk fodbold

NFL-spiller smidt ud af egen træner

Robbie Anderson fortæller, at han ikke aner, hvad der skete, og hvorfor han blev sendt væk.

Søndag aften kan næppe betegnes som vellykket for Carolina Panthers, der tabte til Los Angeles Rams samt kom i fokus for noget, der skete på sidelinjen undervejs.

I anden halvleg viste holdets midlertidige head coach, Steve Wilks, at han ikke er bange for at tage ansvar. Han havde nemlig fået nok af sin receiver Robbie Anderson, som han i bedste Holger Rune-stil gav beskeden ”forlad”.

Den beslutning var Robbie Anderson, der er i gang med sit syvende år i NFL, slet ikke enig i. Han adlød dog og forlod kampen.

- Ingen er større end holdet, forklarede Carolinas head coach efter kampen ifølge ESPN.

Han ville dog ikke uddybe.

Skænderier på sidelinjen

Robbie Anderson blev flere gange set på sidelinjen i skænderier med holdets receivercoach, Joe Dailey. Det blev i sidste ende for meget for Wilks, der gav sin receiver marchordre.

Efter kampen var Anderson dog ikke overbevist om, at skænderierne var årsagen.

- Jeg aner det ikke, lød det fra Anderson til spørgsmålet om, hvorfor han blev sent væk.

- Jeg var ærlig talt forvirret. Jeg ville gerne have blevet i kampen. Jeg har aldrig oplevet, at nogen har råbt, at jeg skal forlade kampen. Så jeg var ærlig talt forvirret og vred over det. Som jeg skal være.

Han fastslår, at han ikke har gjort noget galt.

Kan blive taget til nåde

Den 29-årige receiver havde inden episoden haft en anonym kamp, hvor han ikke havde grebet nogen bolde. Den manglende arbejdsbyrde kan meget vel være årsagen til skænderierne på sidelinjen.

Selvom det ikke ligefrem må antages som befordrende for et fortsat samarbejde, afviser head coach Steve Wilks ikke, at Anderson kan komme tilbage på holdkortet.

- Alle bliver evalueret – også mig selv. Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er den rette kemi og forsøge at føre det ud på banen både i offensiven og i defensiven, siger Steve Wilks.

Carolina Panthers har fået en skidt start på sæsonen, hvor det kun er blevet til én sejr ud af seks mulige.