Amerikansk fodbold

Store bogstaver blandt store mænd

TV 2 SPORTs NFL-ekspert Jesper Elming sætter i denne uges klumme fokus på balladen i NFLs ejerkreds.

I tirsdags mødtes de 32 NFL-holdejere på et fashionabelt hotel i New York. Mødet var et af de vanlige ejer-møder, der finder sted både udenfor og i sæsonen, og dagsordenen for mødet havde været kendt længe. Men det var noget, der ikke var på dagsordenen, som tog alt spaltepladsen.

For hvor de fleste ejere gik direkte mod de forskellige udgange, da mødet var slut, så vandrede Indianapolis Colts’ ejer Jim Irsay målrettet hen til klumpen af journalister, der alle håbede på en god historie. Og jeg skal da lige love for, at det var det, de fik.

Alle holdejerne hader Dan

Anonym holdeejer i NFL

For Irsay var forbløffende ærlig og åbenmundet. Journalisterne spurgte til Commanders’ ejer Daniel Snyder, og Irsay svarede uden at blinke:

- Jeg mener, at der er belæg for at fjerne ham som ejer.

Av, av, av. Det er aldrig… som i A-L-D-R-I-G sket i ligaens historie før, at en ejer har udtalt sig på den måde om en anden ejer. Men hvad får nu Irsay til at udtale sig så bramfrit om en af de andre ejere i NFL?

Sexchikane, svindel og privatdetektiver

Daniel Snyder har været ejer af Washington Commanders (tidl. Redskins) i 23 år. Og i øjeblikket vælter skeletterne ud af skabet. Der er tale om sexchikane, ”giftig klubkultur og arbejdsmiljø” og økonomisk svindel. Og det sidste er noget, der kan få ejerne op af stolen. Snyder skulle angiveligt have snydt med entreindtægterne, så udeholdene ikke har fået så stor en del af kagen, som de var berettiget til.

For to år siden satte Snyder og Commanders faktisk selv en undersøgelse i gang for at undersøge kulturen på arbejdspladsen. Til det havde Snyder udset sig den højtstående advokat Beth Wilkinson. Men da det kom frem, at Snyder havde blandet sig i Wilkinsons arbejde og sågar… og hold nu fast… hyret privatdetektiver til at ”chikanere og intimidere vidner”, så blev ansvaret for undersøgelsen hevet ud af Snyders hænder, og NFL gik selv videre sammen med Wilkinson.

Undersøgelsen udmøntede sig i, at NFL for et år siden (juli 2021) gav Snyder en bøde på 10 millioner dollars, og han blev frataget den daglige ledelse af holdet (hvilket overgik til hans kone Tanya).

Har samlet ”snavs” om de andre

Som modtræk mod al den modvind Snyder er kommet i, skulle han ifølge det amerikanske sportsmedie ESPN, der har haft tre graver-journalister i gang med at kigge nærmere på Snyder, have sagt til en kollega, at han har samlet nok ”snavs” om de andre holdejere til at ”blæse dem omkuld” og angiveligt også NFL Commissioner Roger Goodell. Informationerne skulle Snyder angiveligt have fået ved at have hyret et hold privatdetektiver.

Men Snyders vilde udsagn stopper ikke her.

- NFL er en mafia. Alle holdejerne hader hinanden.

Citatet er blevet forelagt andre holdejere, og en ældre holdejer har anonymt sagt til ESPN:

- Det passer ikke. Alle holdejerne hader Dan.

Og hvad var så Snyders svar på historien, som ESPN har bragt? Snyder udsendte en pressemeddelelse i mandags – altså dagen før ejermødet i New York - til de andre ejere, hvori han beskrev, at han aldrig har fået sine advokatfirmaer til at hyre privatdetektiver til at undersøge de andre ejere eller Goodell.

Jeg hæfter mig ved, hvad pressemeddelelsen IKKE indeholder. Snyder tilbageviser ikke ”mafia-delen” og han tilbageviser heller ikke, at han skulle have ”snavs” på de andre ejere.

Jeg ved kun noget om sagen igennem det, jeg har læst på amerikanske medier og hørt via podcasts over årene. Men ud fra det så virker Snyder som en arrogant, selvhøjtidelighed, magtsyg skidt karl, og det er nu blevet for meget for de andre ejere.

24 mod Snyder

Og så er vi tilbage ved efterspillet efter mødet i tirsdags, hvor Irsay for rullende kameraer fortalte de måbende journalister om sin holdning til Snyder.

- Jeg vil have, at den amerikanske befolkning og verden ved, hvilken type ejere vi er. Jeg mener, der er belæg for at fjerne ham som ejer. Vi skal se på alle beviserne, vi skal være omhyggelige fremadrettet, men… jeg mener, at det er noget vi skal overveje seriøst.

Da Irsay blev spurgt til privatdetektiverne, og om hvorvidt han selv var bekymret, var svaret:

- Du kan undersøge mig, lige så meget du har lyst til. Det får mig ikke til at ryste på hånden. Privatdetektiver eller noget af det - det er irrelevant for mig. Jeg fokuserer kun på spørgsmålet om, hvad der sker i Washington, og for mig er det virkelig bekymrende.

Irsay har stillet sig i skudlinjen nu. Han får helt sikkert Snyder på nakken. Men Irsay har ikke stillet sig frem for rullende kameraer og bedt Snyder om at skride, hvis der 1) ikke var noget om snakken og 2) hvis ikke han havde opbakningen i lokalet med de 30 andre ejere (selvfølgelig eksklusiv Snyder selv). Hvis 24 ejere stemmer ”for”, at Daniel Snyder skal smides ud af ligaen, så er det ’adios amigo’. Det er aldrig sket i ligaens historie.

For nogle år siden dukkede der nogle belastende historier op om Carolina Panthers’ ejer Jerry Richardson. Richardson skyndte sig at sælge Panthers, og så undgik han at blive udskammet af ligaens ejere. Men ifølge flere amerikanske medier så kommer Snyder ikke til at gå stille med dørene. Hvis 24 ejere går imod ham, vil han komme med en sværm af advokater, der vil gøre det til et juridisk slagsmål. Det ønsker ejerne ikke. Men de gider tydeligvis heller ikke mere bøvl med Snyder.

På falderebet… tre ting jeg synes…

Jeg synes, det er mega fedt, at Hjalte Froholdt starter søndag for Cleveland Browns. Hjalte kom ind i søndags for en skadet Wyatt Teller, og danskeren fik 55 snaps. Ifølge Pro Football Focus, der giver alle spillere karakterer på tværs af positioner, så klarede Hjalte det så godt, at han var den 16. bedste guard i søndags ud af 55. Jeg ringede i ugens løb og fik en snak med landsholdets head coach Lars Carlsen, der har kendt Hjalte siden teenageårene, hvor han var på ungdomslandsholdet.

- Hvis han starter på søndag… det vil være helt vildt. Det vil være sindssygt.

Det er nu officielt. Hjalte starter søndag. Og ja, det er sindssygt!

Jeg synes, det er helt crazy, at Cam Akers er på vej ud af Los Angeles Rams. Det er otte måneder siden, at Akers og Rams vandt Super Bowl over Bengals. Og i den kamp, der gik de tre første spil ALLE til Cam Akers. Det fortæller lidt om, hvor meget en business NFL er. Helt den ene dag… glemt den næste.

Jeg synes, det er vildt at tænke på, at Cardinals sidst vandt en hjemmekamp for 51 uger siden. De er 0-8 siden. Hov,… lige indtil i torsdags, hvor de vandt over New Orleans.

Mit Super Bowl bud inden spilleuge 7:

Buffalo cementerede sin position her på listen med sejren ude over Kansas City Chiefs i søndags. Nøj, hvor ser de gode ud.

Og Philadelphia Eagles viste, hvor skabet skulle stå i NFC East, og måske i hele NFC.

Mit bud differentierer sig derfor ikke fra i søndags (tallene i parentes viser hvor mange uger de har været mit Super Bowl bud)

Buffalo Bills (6) – Philadelphia Eagles (2)