Amerikansk fodbold

NFL-dansker taber tæt kamp i starter-debut

Danske Hjalte Froholdt måtte gå fra banen med et nederlag, da han søndag startede inde for første gang i NFL.

Hjalte Froholdt kunne søndag glæde sig over for første gang at få muligheden fra start i en NFL-kamp.

Til gengæld endte det ikke så godt for danskeren, der med sin optræden for Cleveland Browns blev den første dansker nogensinde til at starte inde i angrebet for et NFL-hold.

Browns tabte således 20-23 til divisionsrivalen Baltimore Ravens.

Kampen bød på op- og nedture for Froholdt. Tidligt i opgøret var fynboen med til at bane vejen for, at holdkammeraten Nick Chubb scorede et touchdown.

Senere kom der dog også lidt malurt i bægeret, da han ikke kunne holde styr på en forsvarsspiller, der endte med at rive bolden ud af hænderne på Browns-quarterback Jacoby Brissett.

26-årige Froholdt er i gang med sin fjerde sæson i NFL, men har altså aldrig før startet inde. Danskeren fik søndag en plads i Clevelands startopstilling på grund af en skade til en af de spillere, der stiller op på Browns' offensive linje.

Cleveland Browns er Hjalte Froholdts tredje hold i NFL. Danskeren blev taget af New England Patriots i den årlige draft i 2019 og endte derefter hos Houston Texans undervejs i 2020-sæsonen.

Browns hentede Froholdt til holdet kort inde i 2021-sæsonen, og her er han altså blevet hængende.