Amerikansk fodbold

NFL-danskers aktion fik ekspert til at smågrine

Danske Hjalte Froholdt skrev historie søndag nat.

Den amerikanske NFL-kommentator kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over Hjalte Froholdt, da han pludselig skulle tage sig af tre Baltimore Ravens-spillere.

Hjemme i Danmark fulgte TV 2 SPORTs NFL-ekspert Jesper Elming også med i Froholdts historiske bedrift, da han som den første dansker nogensinde startede inde i en NFL-kamp.

Andre klubber vil have et godt øje til Hjalte Froholdt

Jesper Elming, NFL-ekspert

Alt i alt er Elming tilfreds med Froholdts præstation, men han bed også mærke i situationen, hvor danskeren kom til kort.

- Det er kæmpestort, at vi har en dansker, der har været inde at starte. Morten Andersen spillede 25 år i ligaen, men det her er en spiller, som er med fra start. Han er i startelleveren, og det er en kæmpe bedrift.

- Det var godt, men der var også et skidt play. Et spil, hvor hans direkte modstander overrumpler ham og slår hånden ud på quarterbacken, fortæller Elming.

- Men der var også store lyspunkter, hvor det var tydeligt, at det var Hjalte, der var tænkt som den, der skulle levere de store blokeringer, og det gjorde han fremragende.

Har gjort opmærksom på sig selv

Jesper Elming påpeger i samme ombæring, at de danske NFL-fans ikke skal tage det som en selvfølge, at Froholdt nu er fast mand i Cleveland Browns startellever.

Eksperten fremhæver til gengæld, at Froholdt har vist sit værd som højre guard, der meget vel kan have skabt interesse fra andre klubber.

- Når man skal se på denne kamp, skal man se, at Hjalte er inde som reservespiller. Når Wyatt Teller kommer tilbage, så spiller Hjalte ikke på linjen. Men han har vist sig frem for sin klub for alle andre klubber.

- Man kan sige, at hvis han fremadrettet ikke lykkes med at få en stamplads hos Cleveland Browns, så er der i hvert fald andre klubber, som vil have et godt øje til Hjalte Froholdt, siger han.

Hjalte Froholdt kunne ikke fejre sin debut i startopstillingen med en sejr. Browns tabte kampen 20-23 til Ravens.