Amerikansk fodbold

Favoritter og analyse: Få det store overblik over NFL-slutspillet her

Her gennemgår TV 2 SPORTs NFL-ekspert Jesper Elming kampene i sæsonens første slutspilsweekend.

Der er dage, NFL-fans ser mere frem til end andre: Når sæsonen begynder i september, Super Bowl-aften i februar, og så er der dagen på lørdag, hvor slutspillet åbnes.

Hele seks kampe er på menuen i det, NFL kalder for 'Super wild card week'. Kun 2 af de 14 slutspilshold sidder qua deres flotte grundspil over i form af Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs. Resten skal i aktion, og derfor er der rigeligt af stjerner at se frem til i denne weekend, hvor der både er oval bold på programmet lørdag, søndag og mandag.

Nedenfor har TV 2 SPORT rådført sig hos NFL-ekspert Jesper Elming, der bager op til det længe ventede slutspil. Derudover giver han holdene procenter for avancement.

San Francisco 49ers - Seattle Seahawks (85-15)

Lørdag klokken 22.30 på TV 2 SPORT

- 49ers er denne weekends største favorit. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Det er ikke nogen hemmelighed, at de faktisk efterhånden er blevet min favorit til at vinde Super Bowl. Jeg tror, de kommer til at køre Seattle midt over.

- San Francisco har et fuldstændig vanvittigt forsvar, og jeg kan slet ikke se, hvordan Seattle skal kunne låse det op. Seattle vil rigtig gerne løbe bolden, og det kan de under ingen omstændigheder gøre på 49ers. Det er simpelthen en fysisk umulighed.

- Det bliver op ad bakke for Seattle. Det kommer til at handle om at forsøge at holde kampen så tæt på muligt og håbe på at vinde på en 49ers-fejl. Det er deres eneste vej mod sejren, siger Jesper Elming.

Jacksonville Jaguars - Los Angeles Chargers (55-45)

Natten til søndag klokken 02.15 på TV 2 SPORT

- Jeg kan godt lide Jaguars af flere årsager. Det er det her unge, fremadstormende hold, som man har haft så store forventninger til i mange år, men det har ikke kunnet lykkes for dem.

- Halvt inde i denne sæson begyndte Trevor Lawrence pludselig at vise det her monsterpotentiale, han har. Derudover spiller de godt i forsvaret.

- Chargers har en ung cowboy i Justin Herbert, som skyder på alt, hvad der bevæger sig ned ad banen. Han er en fornøjelse at se på. Det kommer i høj grad til at afhænge af ham og Austin Ekeler. Hvis Herbert kan formå at slippe af med bolden, inden der kommer for meget pres på ham, har Chargers en stor fordel.

- Jeg tror dog på, vi får en lille, artig overraskelse i denne kamp. For jeg har Jaguars som smal favorit, siger Jesper Elming.

Buffalo Bills - Miami Dolphins (70-30)

Søndag klokken 19.00 på TV 2 PLAY

- Med Tua Tagovailoas fravær på quarterbackpositionen bliver det gevaldigt svært for Miami.

- Der er ingen tvivl om, at Miami har nogle kæmpestore våben på sit angreb med fabelagtige receivere som Jaylen Waddle og Tyreek Hill, men jeg tror, at Buffalo i kulden bliver for stor en mundfuld for Miamis solskinsdrenge.

- Det bliver samtidig spændende at se, hvordan Buffalo håndterer denne kamp. De har været på en følelsesmæssig rutsjebanetur efter Damar Hamlins hjertestop i sidste uge. De vandt den seneste kamp for ham i sidste uge. Hvordan bliver det så nu? Er der en eller anden form for træthed? Kan de mande sig op til endnu en kamp, som igen vil stå i hans tegn? Den faktor skal man slet ikke undervurdere, siger Jesper Elming.

Minnesota Vikings - New York Giants (55-45)

Søndag klokken 22.30 på TV 2 SPORT

- Der er ingen tvivl om, at Giants kommer til at analysere på, hvordan de dækkede Justin Jefferson op sidste gang, og hvordan i alverden Packers spillede ham, da de vandt stort over Vikings og lukkede ned for ham.

- Vikings er favorit, fordi de spiller på hjemmebane, hvilket kan gøre meget for dem. Men de har bare det her hullede forsvar, der har lukket næstflest point ind af alle hold i ligaen. Det bliver helt afgørende for Vikings, at deres angreb får en rytme og får gang i nogle af deres store spillere i form af Jefferson og running back Dalvin Cook, siger Jesper Elming.

Cincinnati Bengals - Baltimore Ravens (70-30 eller 60-40)

Natten til mandag klokken 02.15 på TV 2 SPORT

- Selv hvis Lamar Jackson spiller, bliver det football, som Bengals spiller i øjeblikket, en stor mundfuld for Ravens. Bengals er brandvarme lige nu. Deres spil er Super Bowl værdigt. De kan sagtens komme fra baghjul og forbløffe alle sammen i denne sæson. De ser bare så stjernegode ud.

- Hvis Lamar ikke spiller, siger jeg 70-30 til Bengals, og hvis han spiller, nærmer vi os 60-40. Ravens er et helt andet hold med ham som quarterback, men det næste spørgsmål er, om han med sit skadede knæ kan være en lige så stor trussel med at løbe bolden. For det er jo hans største trussel, siger Jesper Elming.

Tampa Bay Buccaneers - Dallas Cowboys (55-45)

Natten til tirsdag klokken 02.15 på TV 2 SPORT

- Det her må være kampen, vi ser mest frem til i denne slutspilsrunde. Jeg glæder mig helt vildt meget. Vi ved aldrig, om det er den sidste dans for Tom Brady. På papiret er der lagt op til en virkelig spændende kamp, hvor Brady går ind til mødet med vished om, at han aldrig har tabt til Cowboys før.

- Jeg er lidt forundret over antallet af interceptions, som Cowboys' Dak Prescott kaster. Han fører NFL i interceptions, selvom han har siddet ude i fem kampe. Hvad pokker sker der for det?

- Noget af det, der bliver afgørende for denne kamp er, om de interceptions også kommer i denne kamp, for jeg tror ikke, at Cowboys kan løbe bolden mod Buccaneers. Det så vi blandt andet i uge 17 mod Carolina Panthers, der slet ikke kunne løbe bolden på dem takket være blandt andre de her to kæmpestore forsvarsspillere i midten ved navn Akiem Hicks og Vita Vea. Dem er jeg bare helt vild med.

- Jeg tror på den gamle og håber på endnu et kapitel i Bradys karriere, siger Jesper Elming.