Morten Andersen røg til tasterne efter historiske afbrændere
Morten Andersen jokede med at genoptage sin NFL-karriere, da han så playoffkampen mellem Cowboys og Buccaneers.
Når en kicker gør klar til at sparke et ekstrapoint i NFL, plejer det at være en formalitet, at bolden stryger mellem de to stænger. Natten til tirsdag viste det sig dog at være alt andet end det.
I slutspilskampen mellem Dallas Cowboys og Tampa Bay Buccaneers blev der således skrevet historie for antal missede ekstrapoint i én kamp. Den kedelige rekord er Cowboys-kicker Brett Maher indehaver af, da han hele fire gange missede et ekstrapoint.
Det opsigtsvækkende sammenbrud fik den tidligere NFL-kicker Morten Andersen til tasterne.
- Hyrer Cowboys?
Den 62-årige dansker, der er blevet indlemmet i NFL’s Hall of Fame for sine evner som kicker, er en af de største navne på positionen. Da han stoppede sin karriere i 2007, var han indehaver af titlen som spilleren med flest NFL-point i historien. Hele 2544 af slagsen.
Han er ikke en mand, man glemmer i NFL-verdenen, hans humoristiske tweet er da også yderst populært og set over en million gange.
Lige så sjovt er det nok ikke for Brett Maher, der efter hver afbrænder så ud til at have sværere og sværere ved at tro det.
Men det skete, og heldigvis for ham gik det ikke ud over hans hold. Cowboys vandt nemlig sikkert over Tom Brady og kompagni med 31-14.
Skal ikke frygte for sit job
Nu venter endnu en hård modstander i form af San Francisco 49ers på søndag.
Her kommer Maher også til at være en del af holdet. For trods de fire afbrændere skal han ikke frygte for sit job.
- Nej. Han har ramt tilpas mange gode spark, lød det fra Dallas Cowboys-ejer Jerry Jones til Fox.
I slutningen af nattens opgør fik Maher en lille smule oprejsning. Femte gang viste sig at være lykkens gang, hvor han langt om længe fik vist verdenen, at han altså godt kan sparke et ekstrapoint mellem stængerne.