Min første football-forelskelse
NFL-ekspert Jesper Elming skriver denne gang om sin første forelskelse - den venstrehåndede quarterback Boomer Esiason.
Jeg har altid haft et eller andet for venstrehåndede. Og folk, der sparkede med venstreben i fodbold, har jeg også været helt pjattet med.
Vi var selvfølgelig alle sammen vilde med Diego Maradona. Men jeg legede altid, at jeg var Søren Lerby, når vi spillede fodbold i baghaven i Herning. Eller brasilianske Eder var også en forgudet venstrebensspiller.
Når jeg stod på mål, så kunne jeg godt lide at have nr. 16, for det havde jeg set landsholdsmålmand Ole Qvist have engang. Qvist var naturligvis venstrebenet.
I tennis var yndlingsspilleren i mange år franske Henri Leconte, der var så elegant med sin venstrehånd. Jeg blev engang utrolig upopulær på sommerferie med mine forældre og storebror, da vi sad i sommerhus rundt om det lille fjernsyn og så Wimbledon-finalen. For jeg holdt med John McEnroe, mens de andre bebrejdende sagde til mig ”vi holder naturligvis med Björn Borg… han er jo svensker”. Underforstået, hvem i alverden holder med den amerikanske vildbasse, der så samtidig er ’kejthåndet’? Ja, det gjorde jeg så.
Og da min passion begyndte for amerikansk fodbold, var det også en venstrehåndet spillers elegance, der tændte football ilden i mig.
Brormand og Boomer
Det var i 1988, og min storebror Claus var kommet hjem fra USA to år tidligere. Han snakkede hele tiden om, hvor fedt football var.
Jeg var nu ret vild med almindelig fodbold, og kunne ikke helt se formålet med den amerikanske udgave. Men så satte Claus mig ned foran skærmen, hvor TV 3 havde deres ugentlige NFL- show. Henrik Knudsen viste klip fra ugens kamp og sluttede altid af med highlights fra de andre kampe. Og det var her, at han så dukkede op. Den venstrehåndede. Det var så elegant, at jeg råbte til Claus: ”Åh, så du det?!”
Den venstrehåndede hed Boomer Esiason, og han var quarterback for Cincinnati Bengals. Han havde netop kastet bolden 60 yards ned ad banen. Det spektakulære lå i, at langs med sidelinjen spurtede hans holdkammerat Tim McGee.
Boomer Esiason havde placeret OG timet sit kast så perfekt, at McGee blot skulle række hænderne frem. Bolden faldt ned fra himlen og lige ned i hænderne på McGee. Det var jo næsten bibelsk. Og minsandten om Boomer Esiason ikke lavede double-up. Han gjorde det simpelthen igen i samme kamp. Langt kast ned ad banen. Bolden falder lige ned i favnen på hans holdkammerat. Touchdown Bengals. Og øjeblikkelig forelskelse hjemme i stuen i Herning.
Football i stedet for fodbold
Når vi legede ude i haven, så var det ikke længere Lerby og Qvist, men nu var det Boomer Esiason, der kastede til Tim McGee.Her er jeg nødt til lige at sige undskyld til min Far. Der er blevet smadret en del havestole og buske hjemme i haven i Herning. Det beklager jeg, Far. Det var ikke en storm. Det var mig, der skulle lege Boomer Esiason.
Jeg fik også overbevist min klassekammerater på Vestervangskolen om, at vi skulle starte vores egen footballklub. Vi var for unge til at begynde i Herning Hawks - dengang var der ikke noget, der hed ungdomsafdelinger i football i Danmark, så hvis vi skulle spille, så måtte vi finde ud af det selv.
Det blev med selvopfundet udstyr. Vi klippede selv skulderbeskyttere ud af skumgummi, og så fik vi den lokale sportsforretning til at trykke numre og navne bag på vores trøjer. På min stod der naturligvis ”ESIASON”, og selvfølgelig var der et stort 7-tal. Præcis som min helt spillede i.
Esiason og Bengals i Super Bowl
Og i mit første år, hvor jeg fulgte med i football, skete der noget helt fantastisk. Bengals gik hele vejen til Super Bowl. Det var magisk. Boomer var stjernen. Han blev det år MVP i ligaen, og hans venstrearm kastede touchdowns til højre og til venstre.
I Super Bowl 23, eller XXIII, hvis det skal være helt rigtigt, skulle Bengals møde San Francisco 49ers. De havde deres egen magiker, og han hed Joe Montana. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at Montana også blev kaldt for ”Joe Cool” på grund af hans kølige overblik og kølige tilgang til de helt tilspidsede situationer.
Det så ud til, at det var Bengals og Boomer, der ville hive det sidste stik hjem. I en utrolig tætspillet kamp var Bengals foran 16-13, og San Francisco skulle starte på deres egen 10-yard linje med kun tre minutter igen. Og her fik jeg så ved selvsyn at se, hvorfor ”Joe Cool” var så cool. Stille og roligt fik han sit hold ned ad banen, og med 32 sekunder tilbage af kampen kastede han det vindende touchdown til John Taylor.
Godt nok tabte Bengals og min store helt Boomer Esiason Super Bowl, og de nåede aldrig de højder igen. Men min kærlighed til football og vanvittigt spændende afslutninger var blot lige begyndt. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange det VHS-bånd med påskriften ”Super Bowl XXIII” er røget i afspilleren i Herning. Det må have været 20-25 gange. Jeg elskede at se den kamp. De store stjerner på den største scene. De syngende tacklinger, og selvfølgelig den ekstrem tætte afgørelse.
Nu står vi med muligheden for en gentagelse af Bengals og 49ers i Super Bowl. Det kræver to udesejre søndag, men i begge kampe er det udeholdene, der er mine favoritter. Og der er en lille knægt i mig, der håber, at det bliver Bengals og 49ers i Super Bowl. Og at Burrow - her 34 år efter - kan revanchere Boomers nederlag.
På falderebet… tre ting jeg synes:
Jeg synes, at kampen mellem Cowboys og 49ers i sidste runde af slutspillet, er noget af det mest voldsomme forsvarsspil, jeg har set i en kamp i årevis. Og det var begge hold, der leverede hit efter hit. Og det blev ved hele kampen. Hver yard var en sejr. Helt old school football. Nøj, det var fedt.
Jeg synes ikke, at Joe Burrow får nok respekt. Han er helt på linje i MVP-snakken med Patrick Mahomes, Josh Allen og Jalen Hurts. I Bengals’ første 52 sæsoner i NFL har holdet vundet fem slutspilskampe. I Joe Burrow’s første tre sæsoner har de vundet fem slutspilskampe. Det er igen sjovt at være Bengals-fan.
Jeg synes, at det er undervurderet at have en god kicker… lige indtil lokummet brænder. Og det gjorde det for Cowboys i slutspillet, hvor Brett Maher missede fem extra point. FEM STYKS! Robbie Gould har ikke misset et eneste spark i sin karriere i slutspillet. Hverken field goal eller extra point. 67 spark i træk. Good as Gould.
Mit Super Bowl bud inden Conference-runden:
Hvor meget er Mahomes skadet? Burrow har aldrig tabt til Mahomes. Og det tror jeg heller ikke, at han gør denne gang. Jeg er ellevild med 49ers’ forsvar. Eagles har også et virkelig godt forsvar, og jeg tror, at det bliver en meget tæt kamp. Robbie Gould afgør det hele, og 49ers går videre til Super Bowl.
Så mit Super Bowl bud er (tallene i parentes viser hvor mange uger i træk, de har været mit bud): Cincinnati Bengals (1) – San Francisco 49ers (4).