Amerikansk fodbold

Afgjorde Super Bowl med både Adidas og Nike på fødderne

Kansas City Chiefs vandt Super Bowl efter et tæt opgør mod Philadelphia Eagles. Kampen fandt sin afgørelse i de døende sekunder.

Nike og Adidas. To giganter i sportsverdenen – men sjældent på samme atlet.

Alligevel var dét særsyn en realitet, da Harrison Butker fra Kansas City Chiefs afgjorde Super Bowl iført én Nike-støvle og én Adidas-støvle.

Stillingen var 35-35 i finalen mod Philadelphia Eagles, da den amerikanske kicker med otte sekunder tilbage af kampen kunne præstere et field goal til stillingen 38-35. På venstre fod var en Adidas Adizero, mens Nike Air Zoom Mercurial Superfly 9 Elite FG prydede højreskøjten.

Selvom det ikke giver meget mening i et univers med store sponsoraftaler, er der ifølge Sporza en forklaring på besynderligheden.

Støvlen på støttefoden, i dette tilfælde Adidas Adizero, skal gerne give et bedre greb og forhindre udskridning. Støvlen på den fod, man sparker med, skal give spilleren en god føling med bolden.

Samme billede

NFL-kommentator Jürgen Nijs fortæller til det belgiske medie, at en kicker kan gå langt for de rigtige omstændigheder.

- I gamle dage var der kickere, som sparkede bolden med en bar fod, så følelsen med bolden var så ren som mulig, siger Nijs.

Og tydeligvis har Butker fundet noget, der virker for ham.

Tidligere i playoffs stod Kansas City Chiefs over for både Jacksonville Jaguars og Cincinnati Bengals – i begge kampe var 27-årige Butker iført samme kombination med Adidas og Nike.

I AFC-mesterskabskampen mod Bengals scorede Butker fem field goals, og det samme gjorde han i opgøret forinden mod Jaguars. I Super Bowl mod Philadelphia Eagles scorede han seks.

Mod både Bengals og Eagles afgjorde Butker opgøret til sit mandskabs fordel.